Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren har oplyst at være etnisk kurder og kristen fra [by], Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren henviste som oprindeligt asylmotiv til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygtede at blive henrettet eller idømt minimum 10-15 års fængsel, idet myndighederne mistænker ham for at være i opposition til det iranske styre på grund af ansøgernes brors aktiviteter for KDPI. Dette asylmotiv er behandlet og afvist ved Flygtningenævnets beslutning [i foråret] 2017. Ansøgeren har som nyt asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive forfulgt, fordi han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit nye asylmotiv oplyst, at han besøgte en kirke for første gang i starten af 2016 og to gange derefter, men at han ikke fulgte interessen videre på dette tidspunkt og derfor ikke fortalte Udlændingestyrelsen herom. I [foråret] 2017 blev ansøgeren flyttet til [asylcenter]. Han følte sig meget ensom og tog derfor imod en invitation fra nogle bekendte om at tage med i kirke i [by]. Nogle dage efter sit første kirkebesøg havde ansøgeren en meget positiv drøm, hvori han blev støttet og opmuntret til at komme i kirke og undersøge kristendommen nærmere. Ansøgeren besluttede sig herefter for at fortsætte sin kirkegang, og i slutningen af [foråret] 2017 påbegyndte han et undervisningsforløb via kirken for at lære mere om kristendommen. I midten af [sommeren] 2017 besluttede ansøgeren at lade sig døbe, hvilket han blev i [kirkenavn] [i efteråret] 2017. Ansøgeren har videre oplyst, at han har fortalt sin familie om sin konvertering, og at de ikke kan acceptere denne. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om sit nye asylmotiv, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hans konversion til kristendommen er reel, og flertallet finder således heller ikke, at det kan antages, at ansøgeren vil missionere eller i øvrigt foretage kristne handlinger ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnets flertal lægger vægt på, at ansøgerens generelle troværdighed er svækket, idet ansøgerens forklaring om sit oprindelige asylmotiv blev forkastet som utroværdigt ved nævnets afgørelse af [foråret] 2017, hvorefter ansøgeren blev meddelt afslag på asyl. Det er flertallets vurdering, at ansøgerens forklaring om sin konversion alene har haft til formål at skabe et nyt konstrueret asylgrundlag. Flertallet henviser til, at ansøgeren under tidligere samtaler med Udlændingestyrelsen og overfor nævnet, forinden nævnets afslag på asyl, har oplyst, at han er sunnimuslim, og at han praktiserer sin religion. Ansøgeren har først efter afslaget på asyl oplyst om sin konversion og interessen for kristendommen. Flertallet henviser endvidere til, at ansøgeren ikke anses for at have forklaret overbevisende om den indre afklaringsproces, der har ført til, at han er konverteret til kristendommen, selvom ansøgeren overfor nævnet har kunnet redegøre for et grundlæggende kendskab til kristendommen. Flertallet lægger således også til grund, at ansøgerens deltagelse i gudstjenester og andre kristne aktiviteter findes at være sket i et forsøg på at skabe et sur place asylmotiv uden en reel ægte religiøs overbevisning hos ansøgeren. De fremlagte udtalelser om ansøgerens deltagelse i kirkelige aktiviteter, og det forhold, at ansøgeren er blevet døbt, kan ikke føre til en ændret vurdering. Flertallet bemærker i øvrigt, at nævnet ved opslag på ansøgerens navn ikke har kunnet finde materiale lagt på en Facebook-profil for ansøgeren, selvom ansøgeren har forklaret herom. Flertallet lægger i øvrigt vægt på baggrundsoplysningerne om iranske myndigheders kendskab til og reaktion på, at iranere bruger konversion i forsøget på at opnå asyl, jf. Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, Fact-Finding Report, House Churches and Converts fra februar 2018, pkt. 80 og 88. Flertallet finder således ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, idet nævnet i øvrigt bemærker, at der ikke ses at være grundlag for en hjemvisning af sagen til fornyet behandling hos Udlændingestyrelsen.” Iran/2019/145/TLNJ
