Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og ikke-troende fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder og af sin kærestes familie, fordi kæresten blev gravid uden for ægteskab. Endvidere har ansøgeren henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Til støtte herfor har ansøgeren oplyst, at ansøger mødte den kvindelige ansøger i sin butik i 2010, hvorefter de blev kærester. Ansøger blev inviteret med til sin kærestes lillesøsters bryllup, hvor ansøgeren mødte kærestens familie. Umiddelbart derefter udviklede ansøgeren et stofmisbrug, hvorfor han deltog i et afvænnings- og rehabiliteringsforløb med en varighed på et år. I denne periode havde ansøgeren kun sporadisk kontakt med sin kæreste. I 2017 afsluttede ansøgeren sit afvænnings- og rehabiliteringsforløb og genoptog kontakten til kæresten. Kort herefter blev ansøgerens kæreste gravid, og de besluttede at flytte til Chendar, Iran, af sikkerhedsmæssige årsager. Ansøgeren tog efter tre til fire uger tilbage til sin familie i Teheran for at hente gryder og tæpper til ansøgerens hus i Chendar. Under ansøgerens besøg i Teheran, fik han at vide af sin far, at de iranske myndigheder samt ansøgerens kærestes familie havde været på ansøgerens families bopæl for at lede efter ansøgeren. Endvidere blev ansøgeren forsøgt påkørt af ansøgerens kærestes lillebror uden for ansøgerens fars bopæl. Ansøger skyndte sig herefter tilbage til Chendar, hvor han blev med sin kæreste, indtil de sammen udrejste af Iran. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgernes forklaringer om deres oprindelige asylmotiv til grund. Ansøgerne har forklaret indbyrdes divergerende, ligesom den mandlige ansøger har forklaret divergerende under sin asylsag. Den mandlige ansøger har i sit asylskema oplyst, at da den kvindelige ansøger var blevet gravid, forventede hun, at hendes mor ville finde en løsning på deres problem, men at deres problem blev mere kompliceret, da den kvindelige ansøgers familie fandt ud af det, og at familien klagede til myndighederne og åbnede en sag mod ham. Til oplysnings- og motivsamtalen har den mandlige ansøger forklaret, at den kvindelige ansøgers familie pressede hende til at fortælle, hvad der var sket, mens han til asylsamtalen og under nævnsmødet har forklaret, at den kvindelige ansøgers familie ikke vidste, at hun var blevet gravid. Den kvindelige ansøger har heroverfor under hele asylsagen fastholdt, at hendes familie ikke var bekendt med, at hun var blevet gravid. Den mandlige ansøger har ligeledes i sit asylskema anført, at den kvindelige ansøgers familie flere gange forsøgte at dræbe ham, mens han under de efterfølgende samtaler har forklaret, at der kun var tale om et drabsforsøg. Den mandlige ansøger har ikke kunnet give en plausibel forklaring på disse divergenser. Videre finder Flygtningenævnet, at det forekommer usandsynligt, at den kvindelige ansøgers familie skulle være i stand til at finde frem til den mandlige ansøgers familie, alene på baggrund af, at familien blev præsenteret for ham til en bryllupsfest seks år tidligere, og uden at familien var bekendt med, at ansøgerne havde genoptaget kontakten. Det forekommer ligeledes påfaldende, at den kvindelige ansøgers lillebroder dels skulle kunne genkende den mandlige ansøger – og at den mandlige ansøger skulle genkende lillebroderen – efter at de kun var blevet præsenteret for hinanden ved én lejlighed, seks år tidligere, dels at lillebroderen skulle være til stede ved den mandlige ansøgers bopæl, da denne kortvarigt besøgte sit hjem efter at have været bortrejst flere uger. Efter en samlet vurdering har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved udrejsen fra Iran var i asylbegrundende risiko for forfølgelse eller overgreb. Ansøgerne har – i modsætning til under samtalerne med Udlændingestyrelsen – under nævnsmødet demonstreret et vist kendskab til kristendommen. Begge ansøgerne er imidlertid først blevet døbt efter at have fået afslag på opholdstilladelse, og deres datter er ikke blevet døbt, nu mere end seks måneder efter ansøgernes dåb. Den mandlige ansøger har under asylsamtalen [efterår] 2018 pointeret, at han er agnostiker, mens han under gensamtalen [efterår] 2018 har oplyst, at han er blevet kristen og under samme samtale har oplyst og bekræftet, at det for ham er fællesskabet i og omkring kirken, mere end det religiøse og teologiske aspekt, der gør, at han kommer i kirken. Endelig har ingen af ansøgerne kunnet redegøre for deres overvejelser i anledning af og deres bevæggrunde for konvertering, ligesom de ikke har kunnet redegøre for deres indre overbevisning. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgernes konvertering ikke er reel. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/141/MLVT
