Nævnet omgjorde i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser og ateist fra Karaj, Iran. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Klageren oplyste til støtte herfor, at han i [foråret] 2012 blev tilbudt en stilling som vagt ombord på et rutefly. Han fik tilbuddet gennem sin ven, [A], der arbejdede for den iranske efterretningstjeneste. En uge efter tilbuddet blev klageren hentet af [A] og kørt til et øde område i Karaj og fik fremvist en lagerbygning med fangeceller, hvor han så to fanger blive udsat for tortur. Tre dage efter blev klageren opsøgt af [A], som oplyste, at klageren skulle komme til et forberedende møde vedrørende deltagelse i en festival, hvor klageren skulle filme demonstranter og modstandere af styret, samt udøve vold mod disse. Klageren, der ikke ønskede at gøre dette, tog herefter ophold hos en bekendt og mødte ikke op til mødet eller festivalen. Klageren blev efterfølgende bekendt med, at hans bopæl var blevet ransaget [foråret] 2012. Klageren udrejste herefter af Iran. Udlændingestyrelsen meddelte [sommeren] klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet Udlændingestyrelsen ikke kunne afvise klagerens forklaring, uagtet at dele af forklaringen forekom bemærkelsesværdigt. Udlændingestyrelsen fandt således, at det ikke kunne udelukkes, at klageren ved en tilbagevenden til Iran ville være i risiko for asylbegrundende forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. [Foråret] 2018 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Klageren var [efteråret] 2018 til en ny samtale ved Udlændingestyrelsen. [Primo] 2019 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelsen ved svig, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet klageren i forbindelse med samtalen [foråret] 2018 havde forklaret forskelligt om centrale dele af sit asylmotiv, herunder fordi klageren ikke havde oplyst om at han havde været bosiddende i Indien i 2011, hvilket fremgik af klagerens tidligere Facebook-profil. Ansøgeren har som et nyt asylmotiv henvist til, at han i Danmark har været politisk aktiv, idet han i perioden fra 2012 til 2016 har deltaget i fire demonstrationer foran den iranske ambassade. Klagerens advokat har i første række fremsat en påstand om, at Udlændingestyrelsens afgørelse af [primo] 2019 skal tilsidesættes som ugyldig, jf. forvaltningslovens § 19. Ved vurderingen af denne påstand henviser Flygtningenævnet til, at Udlændingestyrelsen [efteråret] 2018 har indkaldt klageren til en samtale [efteråret] 2018 med orientering blandt andet om, at man har brug for yderligere oplysninger i forbindelse med behandlingen af klagerens sag om forlængelse af opholdstilladelsen. Nævnet henviser endvidere til, at Udlændingestyrelsen under samtalen med klageren [efteråret] 2018 indledningsvis har orienteret klageren om, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med undersøgelse af klagerens sag er kommet i besiddelse af oplysninger, der knytter sig til klagerens rejseaktiviteter og identitet, og at han derfor er indkaldt til samtalen. Det fremgår af referatet af samtalen, at klageren er informeret om, at oplysningerne vedrører spørgsmålet om, hvorvidt han har været bosat andre steder, end han tidligere har oplyst, forinden han søgte om asyl i Danmark. Det fremgår endvidere, at klageren under samtalen har fået lejlighed til at udtale sig om denne oplysning, og at klageren har fået mulighed for at komme med eventuelle bemærkninger og yderligere dokumentation til samtalen inden for en frist på tre uger. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke, at Udlændingestyrelsens afgørelse [primo] 2019 om at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse er truffet i strid med forvaltningslovens § 19 om partshøring. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forklaringer om asylmotivet, at der ikke foreligger et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sit asylmotiv, forinden han blev meddelt opholdstilladelse, og at opholdstilladelsen derfor er opnået ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren i det væsentlige har forklaret sammenhængende og troværdigt om centrale dele af asylmotivet, og at forekommende divergenser ikke kan anses for at have en sådan betydning, at der er tale om et svigagtigt forhold. Det indgår i vurderingen, at der er forløbet mere end seks år mellem klagerens første samtale i 2012 med Udlændingestyrelsen og den anden samtale i 2018, og at klageren over for nævnet har forklaret overbevisende om baggrunden for, at han er blevet forsøgt rekrutteret af den iranske efterretningstjeneste, og hans modvilje herimod, hvilket forhold har ført til klagerens flugt og udrejse af Iran. Klageren har hertil på en troværdig måde redegjort for de divergerende oplysninger. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsens afgørelse af [primo] 2019, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/131/cabv
