iran2019123

Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser og fra Rasht, Iran. Ansøgeren har oplyst, at hun ikke har en religion. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af sin far og sin farbror, fordi hun har giftet sig uden farens tilladelse. Videre har ansøgeren henvist til, at hun frygter at blive slået ihjel af sin far eller de iranske myndigheder, fordi hun er frafaldet islam. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun mødte sin ægtefælle, [A], til en vielse i Iran. Ansøgeren mødtes med ham i en park i Teheran nogle dage senere. Efter at [A] havde fortalt ansøgeren, at han boede i Danmark, friede han til hende i parken. [A] rejste tilbage til Danmark 20 dage senere. Ansøgeren og [A] holdt kontakten ved hjælp af Skype og Viber. Ansøgeren fortalte sin mor om forholdet, men ikke sin far, idet faren var en meget streng mand. Moren valgte alligevel at fortælle faren om ansøgerens forhold til [A]. Ansøgerens far blev vred. Hun blev derfor udsat for grove fysiske overgreb, hvorefter hun blev kørt på hospitalet af sin mor og hendes ene bror, Mustafa. Ansøgeren blev udskrevet kort tid efter. Efter udskrivelsen var ansøgeren sengeliggende i 10 dage. Hun flyttede herefter fra sine forældres bopæl, uden farens samtykke, til sin mors kusine, Mozhgan, i byen Rasht. Ansøgeren blev viet med [A], uden at han var til stede under vielsen. Ansøgeren påbegyndte herefter sin ansøgning om visum til Danmark. Ansøgeren fik afslag på sin visumsansøgning. Ansøgeren skaffede sig herefter et falsk schengenvisum til Italien og rejste til Danmark. Mens ansøgeren skjulte sig for sin far, ringede han gentagne gange til hende. Faren kunne ikke finde frem til, hvor ansøgeren opholdt sig. Efter indrejsen i Danmark besluttede ansøgeren sig for, at hun ikke længere ville være praktiserende muslim. Et flertal af Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har til asylsamtalen forklaret, at det ikke havde nogen konsekvenser for hendes mor, at ansøgeren flyttede hjemmefra, til gensamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at moderen blev udsat for grove fysiske overgreb af faderen, da ansøgeren var flyttet, og da hun blev foreholdt denne divergens til gensamtalen og nævnsmødet, at hun formodede, at moderen blev udsat for pres. Videre forekommer det usandsynligt, at ansøgeren af sin angiveligt meget kontrollerende far fik tilladelse til at tage alene til Teheran, hvor hun mødte sin nuværende ægtefælle, og at ansøgerens mor kunne finansiere den største del af ansøgerens udrejse ved at sælge smykker og låne penge, uden at faderen opdagede det. Det forekommer ligeledes usandsynligt, at ansøgerens far og farbror, der havde høje stillinger indenfor politiet, ikke skulle være i stand til at finde frem til [A] og dennes familie, henset til at begge vielser er registreret hos myndighederne, ligesom det forekommer usandsynligt, at ansøgeren kunne opholde sig i Iran i ca. 2 år, efter den første registrerede vielse – i noget af perioden hos Mina, hvis adresse faderen kendte, og i noget af perioden hos svigerfamilien – og i denne periode ligeledes føde et barn på hospitalet, uden at faderen fandt hende. Endelig forekommer det usandsynligt, at moderen kunne tilbringe flere dage hos ansøgeren på hospitalet efter fødslen, uden at faderen fandt ud af det. Hertil kommer, at ansøgeren i sin visumansøgning har oplyst, at hun ikke har private konflikter, at ansøgeren udrejste legalt på eget pas, og at ansøgeren først [i sommeren] 2017 søgte asyl, efter at være indrejst i Danmark [i slutningen af] 2016 og efter påny at have fået afslag på familiesammenføring [i sommeren] 2017. Det forhold, at ansøgeren ikke har nogen religion, er ikke i sig selv asylbegrundende. Efter en samlet vurdering finder et flertal af Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Iran vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/123/FAM