Nævnet omgjorde i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2013 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, idet klagerens forklaring om asylmotivet blev lagt til grund. Udlændingestyrelsen nægtede [i efteråret] 2018 at forlænge klagerens opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen fandt, at klageren havde opnået opholdstilladelse ved svig, jf. udlændingelovens § 19, stk. 2, nr. 1. Klageren har i sin oprindelige asylsag henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive slået ihjel af de iranske myndigheder. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han i forbindelse med det iranske præsidentvalg i 2009 blev aktiv for Den Grønne Bevægelse, idet han blandt andet uddelte grønne armbånd og ulovlige bøger samt deltog i demonstrationer. Omkring en til to måneder inden sin udrejse deltog klageren i en demonstration sammen med sin ven [A], hvor de blev stoppet af politiet, der fandt, hvad de mente var regimekritisk materiale i [A]’s rygsæk. Klageren blev herefter tilbageholdt. Klageren vågnede senere på et hospital, hvorfra hans far fik ham løsladt mod kaution. En dag blev klageren ringet op af sin nabo, som fortalte, at politiet havde ransaget og beslaglagt en lang række ting fra klagerens bopæl samt anholdt hans far. Klageren udrejste herefter af Iran. Indledningsvist bemærkes, at der er forløbet mere end 5 år mellem klagerens forklaring i Udlændingestyrelsen under den oprindelige asylsag og forklaringen i Udlændingestyrelsen vedrørende inddragelse af klagerens opholdstilladelse. Klageren har for nævnet afgivet en troværdig og sammenhængende forklaring, herunder har han på plausibel måde redegjort for de uoverensstemmelser, der er påvist i hans tidligere forklaringer. Henset til karakteren af de divergenser, der har været i klagerens forklaring, og de uoverensstemmelser der har været mellem klagerens og dennes brors forklaringer sammenholdt med den forløbne tid, finder Flygtningenævnet herefter ikke, at der er grundlag for at fastslå, at klageren bevidst har afgivet urigtige oplysninger om sit asylmotiv. De uoverensstemmelser som Udlændingestyrelsen har påpeget vedrørende klagerens og dennes families navne og om kontakten mellem klageren og hans familie vedrører klagerens generelle troværdighed og har således ikke direkte betydning for klagerens asylsag. Flygtningenævnet finder, at disse uoverensstemmelser ikke i sig selv er tilstrækkelige til, at Udlændingemyndighedernes bevisbyrde for, at klageren bevidst har udvist svig, der har ført til, at han blev meddelt opholdstilladelse, er opfyldt. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af [efteråret] 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Iran/2019/114/TLNJ
