Nævnet stadfæstede i august 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og shiamuslim fra Diwaniyah, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter at blive fængslet, fordi han er deserteret fra sit job i politiet. Desuden frygter ansøgeren at blive dræbt af militser, idet han i forbindelse med sin ansættelse i politiet har været beskæftiget som sikkerhedsvagt for sin fætter [X], der var efterforskningsleder i en anti-korruptionskommission. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han startede som politimand i 2003. I 2004 blev der efterladt et trusselsbrev på hans og hans families fælles bopæl. Trusselsbrevet skyldtes hans bror [Y’s] involvering i en skudepisode med al Mahdi-militsen, der fandt sted kort forinden, at trusselsbrevet blev efterladt. Ansøgeren og [Y] fik i 2006 til opgave at være sikkerhedsvagter for [X] i en anti-korruptionskommission, hvorefter både [X], [Y] og ansøgeren begyndte at modtage trusler over telefonen og i form af breve. I 2010 opsøgte et ukendt antal personer ansøgerens familie på deres fælles bopæl, hvor de spurgte efter ansøgeren, [Y] og [X]. Ingen af dem var hjemme på det pågældende tidspunkt, og de slog derfor ansøgerens niece [R], så hun blev lam. I 2013 blev [Y’s] bil sprunget i luften, og i 2015 blev først ansøgerens morbror [Z’s] bil og derefter ansøgerens egen bil sprunget i luften. Flygtningenævnet kan i det væsentlige ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, og nævnet finder, ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. I relation til de væsentligste hændelser, som ansøgeren har forklaret om, bemærker nævnet: Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren og dennes familie har været udsat for tre bilbomber, idet ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om hændelserne. Blandt andet har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtale alene forklaret om to bilbomber mod [Y]s henholdsvis sin egen bil, og har først under de senere asylsamtaler forklaret om en bilbombe mod [Z]s bil. Om bilbomben mod [Y]s henholdsvis sin egen bil har ansøgeren forklaret, at hverken ansøgeren eller [Y] var hjemme, da det skete. Under sin anden asylsamtale har ansøgeren forklaret, at de to hændelser med bilbomberne i 2015 skete med 1-2 dages mellemrum. Endvidere har ansøgeren forklaret, at [Z]s bil blev sprunget i luften, inden ansøgerens egen bil. Ved den tredje asylsamtale har ansøgeren forklaret, at han sammen med [Y] og [X] slukkede ilden, da ansøgerens bil blev ramt af en bilbombe, uden at han har kunnet forklare nærmere om, hvordan de gjorde det. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at bilbomberne i 2015 skete i omvendt rækkefølge. Efter bilbomben mod ansøgerens bil, rejste han med familien til Shamia, mens [Z] og [Z]s familie blev tilbage, hvorefter [Z]s bil blev sprunget i luften. Ansøgerens fars fætter, [X], har om bilbomben mod ansøgerens bil forklaret, at de ringede efter politiet, og at politiet slukkede ilden. Ansøgerens bror, [Y], har til oplysnings- og motivsamtale alene forklaret om bilbomben mod sin egen bil i 2013, men ikke nævnt bilbomberne i 2015. Om baggrunden for familiens flugt i 2015 har [Y] forklaret, at der i 2015 kom en trussel til [X] fra militserne om, at han og hans familie skulle henrettes. Til sin anden asylsamtale har [Y] forklaret, at også ansøgerens bil blev sprunget i luften i 2015, og at han sammen med naboer slukkede ilden. Endvidere har [Y] forklaret, at han var hjemme, da hans egen bil blev ramt af en bilbombe i 2013. Til sin tredje asylsamtale har [Y] – forespurgt – også forklaret om bilbomben mod [Z]s bil, men han har ikke kunnet forklare, hvornår hændelsen fandt sted udover, at det skete mellem de to andre bilbomber i 2013 henholdsvis 2015. Ansøgerens halvbror, [A], har til sin oplysnings- og motivsamtale alene forklaret, at det var ansøgerens bil, der blev udsat for en bilbombe, og indledningsvis til sin anden asylsamtale har [A] forklaret, at ansøgerens og [Z]s biler blev udsat for bilbomber. Derudover har [A] under de senere asylsamtaler forklaret, at ansøgerens og [Z]s biler blev sprunget i luften samtidig, at han var til stede i hjemmet, da det skete, og at han var sammen med blandt andre ansøgeren og [Z]. Til sin tredje asylsamtale har [A] forklaret, at han var hjemme sammen med blandt andre [Y], da bilbomben eksploderede i 2013. Ansøgerens søster, [B], har forklaret, at [Y] ikke var til stede, da [Y]s bil blev sprunget i luften i 2013, og at [Z]s bil blev sprunget i luften to dage før ansøgerens bil i 2015. Ansøgerens nevø, [C], har til Udlændingestyrelsen forklaret, at [Z]s bil ([C]s far) blev sprunget i luften i 2015, og at hele familien, herunder [C]s forældre, rejste til Shamia dagen efter. Tre familiemedlemmer; ansøgeren, [D]s far, [M], og [C]s bedstefar, blev tilbage for at samle penge og smykker sammen, inden de også flygtede til Shamia. Ansøgerens bil blev derefter sprunget i luften, mens ansøgeren, [M] og [C]s bedstefar var hjemme. Efter en uge i Shamia udrejste familien af Irak. Under en senere samtale har [C] forklaret, at hele familien rejste dagen efter, at ansøgerens bil var sprunget i luften, og at familien herefter udrejste af Irak ca. 3 mdr. senere. Under nævnsmødet har [C] forklaret, at bilbomberne i 2015 skete i omvendt rækkefølge, og at han så ansøgeren, [Y] og [X] komme hjem, inden ansøgerens bil blev sprunget i luften. Ansøgerens nevø, [D], har til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ansøgerens og [Y]s biler begge blev sprunget i luften fem måneder inden familiens udrejse i 2015, hvorimod han til de senere samtaler har forklaret, at [Y]s bil blev sprunget i luften i 2013, og at [Z]s bil ligeledes blev sprunget i luften i 2015. Endvidere har [D] forklaret, at ansøgerens og [Y]s biler blev sprunget i luften om natten, og at hverken ansøgeren eller [Y] var hjemme, da de var på arbejde for [X]. Endelig har [D] forklaret, at der gik nogle måneder mellem de to bilbomber i 2015. Ved vurderingen af forklaringerne om bilbomberne har nævnet ligeledes lagt vægt på, at flere familiemedlemmer ikke har kunnet forklare særligt detaljeret om hændelserne, til trods for at de vedrører egne eller nære familiemedlemmers biler, at flere af dem har været til stede, og at bilbomberne var en væsentlig årsag til familiens udrejse. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren, [C] og [D] under nævnsmødet alle har ændret deres tidligere forklaringer og forklaret samstemmende om hændelsesforløbet. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren eller [Y] personligt har modtaget telefoniske trusler eller trusselsbreve, idet ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om episoderne. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen og sin anden asylsamtale har forklaret, at han i 2004 modtog en skriftlig trussel i sit hjem, der var rettet mod ham og [Y], men at han og den øvrige familie ikke i perioden derefter frem til deres udrejse i 2015 personligt modtog nogen trusselsbreve. Til sin tredje asylsamtale har ansøgeren forklaret, at han, [Y] og [X] modtog mange trusler over telefonen og via brev, men ansøgeren har ikke kunnet forklare nærmere herom. Ansøgerens bror, [Y], har derimod forklaret, at hverken han eller ansøgeren – bortset fra trusselsbrevet i 2004 – personligt har modtaget telefoniske trusler eller trusselsbreve. Derudover har ansøgerens halvbror, [A], til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at ansøgeren og [Y] modtog skriftlige trusler fire gange, og at de var skrevet med blod. Til sin asylsamtale har [A] forklaret, at han ikke præcist ved, hvor mange skriftlige trusler, ansøgeren og [Y] modtog, men at de modtog mange. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgerens familie i 2010 blev opsøgt af al Mahdi-militsen, hvor militsen spurgte efter ansøgeren, [Y] og [X], idet ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret indbyrdes divergerende om episoderne. Blandt andet har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at al Mahdi-militsen opsøgte [M]s bopæl i 2010, hvor kvinder og børn var hjemme, og at [R] var blevet lam som følge af den udøvede vold. Imidlertid har ansøgerens halvbror, [A], til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at al Mahdi-militsen opsøgte [M]s bopæl to måneder efter han udrejste af Irak, og at [R] var blevet lam som følge af den udøvede vold, mens han til sin asylsamtale har forklaret, at opsøgningen fandt sted i 2010, og at [R] var alene hjemme. Dertil kommer, at ansøgerens nevø, [D], har forklaret, at gerningsmændene trængte ind i to af familiens huse, hvilket han senere rettede til, at de trængte ind i samtlige familiens huse. Endvidere har [D] forklaret divergerende om, hvorvidt gerningsmændene råbte efter ansøgeren, [Y] og [Z]. Flygtningenævnet har desuden lagt vægt på, at episoden angiveligt fandt sted i 2010, og at familien blev boende i flere år, uden at der skete yderligere. Endelig kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at [Y]s søn, [E], blev kidnappet af al Mahdi-militsen i 2004 som følge af [Y]s konflikt med militsen, idet ansøgeren og ansøgerens familie har forklaret divergerende, herunder indbyrdes divergerende, om hændelsen. Ansøgeren og flere andre familiemedlemmer har til Udlændingestyrelsen forklaret, at [Y]s søn blev kidnappet af al Mahdi-militsen i slutningen af 2004 eller 2005. Derimod har ansøgerens halvbror, [A], til sin oplysnings- og motivsamtale forklaret, at kidnapningen fandt sted samme år som bilbomben mod ansøgerens bil, og at kidnapningen fandt sted efter hændelsen med bilbomben, mens [A] til sin anden samtale har forklaret, at kidnapningen fandt sted i 2004. Nævnet finder det samtidig bemærkelsesværdigt, at ansøgeren og de øvrige familiemedlemmer ikke har givet nogen særlig detaljeret forklaring om hændelsen, særligt henset til situationens alvor. På baggrund af ovenstående tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om, at han skulle være i et asylbegrundende modsætningsforhold til militser, herunder al Mahdi-militsen, som konstrueret og utroværdig. Ansøgeren har for nævnet fremlagt et dokument, hvoraf fremgår, at ansøgeren [i begyndelsen af] 2017 er idømt 7 års fængsel. Henset til, at nævnet tilsidesætter ansøgerens forklaring om sit asylmotiv, og under hensyn til dokumentets indhold og karakter sammenholdt med baggrundsoplysningerne om muligheden for at fremskaffe forfalskede dokumenter i Irak, finder nævnet, at dokumentet ikke kan tillægges betydning ved afgørelsen af sagen. Om det øvrige trusselsbillede bemærker Flygtningenævnet, at nævnet ikke kan lægge til grund, at den generelle trussel mod politibetjente i Irak, som ansøgeren har forklaret om, indebærer en konkret risiko for personlig forfølgelse af ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak, og selvom ansøgeren måtte have arbejdet som livvagt for [X] i en periode, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at den trussel, der måtte have været mod [X] som følge af dennes arbejde, også omfattede [X]s livvagter, herunder ansøgeren. Derudover kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af, at ansøgeren har forladt sin tjeneste i politiet. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at desertører i Irak ikke udsættes for en uforholdsmæssig hård straf, der kan begrunde asyl. Endelig finder Flygtningenævnet, at den generelle situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i reel risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” irak/2019/83/JAH
