hjem201940

Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Rusland. Indrejst i 2019. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tjetjener, sunni-muslim og oprindeligt fra Tbilisi, Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter de tjetjenske og georgiske myndigheder, idet hun frygter at hende eller hendes søn vil blive fængslet eller slået ihjel. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes tidligere ægtefælle, som også er hendes søns far, kæmpede mod de russiske myndigheder, og at han arbejdede som journalist. Ansøgerens tidligere ægtefælle var endvidere kendt af de russiske myndigheder, blandt andet fordi han havde kæmpet sammen med Akhmed Zakayev. Ansøgerens tidligere ægtefælle forsvandt, efter at han var flygtet fra Tjetjenien til Georgien. Ansøgeren blev opsøgt flere gange af myndighederne i Georgien efter, at hendes ægtefælle var forsvundet, og hun flygtede derfor fra Georgien første gang, fordi hun var bange for, at de russiske myndigheder ville få fat i hende og hendes søn. Ansøgeren har siden sin første indrejse i Danmark været tilbage i Georgien, hvor hun på ny måtte flygte, og hvor hun flygtede til Rusland. Ansøgeren har oplyst, at hun blev statsborger i Rusland, og at hun i den forbindelse opgav sit georgiske statsborgerskab. Myndighederne i Rusland er også interesserede i ansøgerens nuværende ægtefælle […], fordi han ligeledes har kæmpet i krigen i Tjetjenien, og ansøgeren er i Tjetjenien blevet taget med til afhøringer. Hun har hertil ligeledes oplyst, at hun frygter Ramzan Kadyrov, idet hans folk har holdt øje med ansøgeren og hendes bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger afgørende vægt på, at ansøgeren i 2014, efter at have opholdt sig i både Danmark og Frankrig, frivilligt rejste til Georgien, hvor hun fik udstedt et georgisk pas og derefter indrejste til Tjetjenien, hvor hun ifølge sin forklaring har opholdt sig i omkring fire år. Hun har efterfølgende været i stand til på ny at få udstedt pas i Tjetjenien, og hun udrejste legalt derfra. Uanset ansøgerens forklaring om karakteren af de trusler og lignende, som hun oplyser at have været udsat for, finder Flygtningenævnet herefter, i lyset af hendes lange ophold i Tjetjenien og de ovennævnte udrejseforhold, at det ikke kan lægges til grund, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i risiko for asylbegrundende forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” hjem/2019/40/ajev