Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte for så vidt angår den kvindelige ansøger og ansøgernes børn:”Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet [efteråret] 2019 oplyste, at hun formentlig stadig var i besiddelse af familiens boardingpas og flybilletter, hvorfor ansøgeren blev anmodet om at fremsende disse straks til Flygtningenævnet. Ansøgeren var indforstået hermed. Ansøgeren ses ikke at have efterkommet anmodningen, hvorfor nævnet har truffet afgørelse på det foreliggende grundlag. Ansøgeren er etnisk tuchi og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at ansøgerens ægtefælle har oplyst hende, at ansøgeren og ansøgerens familie er i fare. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at ansøgeren [sommeren] 2018 blev ringet op af sin ægtefælle mellem klokken 22 og 23, som oplyste, at han ikke kom hjem den pågældende aften, da han var i Tbilisi. Den følgende dag omkring klokken 15 eller 16 blev ansøgeren på ny ringet op af sin ægtefælle, som bad ansøgeren pakke noget tøj, så familien kunne forlade sin bolig. Ansøgerens ægtefælle lød meget frustreret. Ansøgerens ældste børn hjalp ansøgeren med at pakke familiens pas og penge. Ansøgerens ægtefælle hentede ansøgeren og deres fire børn i en taxa, som kørte dem til lufthavnen i Tbilisi. Ansøgeren udrejste næste morgen kl. 5 sammen med sin ægtefælle og fire børn af Georgien. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, hun påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens ægtefælles forklaring om den episode, hun og hendes ægtefælle har påberåbt sig førte til familiens udrejse, fremstår mindre sandsynlig og på visse punkter ganske udetaljeret og således ikke selvoplevet. Flygtningenævnet lægger herudover vægt på, at ansøgerne har fået udstedt pas knap to måneder inden den påberåbte episode, og uden at ansøgerne samstemmende har angivet nogen konkret anledning hertil. Hertil kommer, at ansøgerne er udrejst legalt gennem lufthavnen i Tbilisi, og at den mandlige ansøger således næppe har været eftersøgt af efterretningstjenesten på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at den kvindelige ansøger i sit asylansøgningsskema har anført, at ”problemerne er på grund af barnet”, og at ansøgerne under nævnsmødet har forklaret om forskellige helbredsmæssige problemer hos de to ældste børn. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren eller børnene risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2019/9/MEG
