Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt fire børn fra Georgien. Indrejst i 2018. Flygtningenævnet udtalte for så vidt angår den mandlige ansøger: ”Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren under nævnsmødet [efteråret] 2019 oplyste, at han formentlig stadig var i besiddelse af familiens boardingpas og flybilletter, hvorfor ansøgeren blev anmodet om at fremsende disse straks til Flygtningenævnet. Ansøgeren var indforstået hermed. Ansøgeren ses ikke at have efterkommet anmodningen, hvorfor nævnet har truffet afgørelse på det foreliggende grundlag. Ansøgeren er etnisk tuchi og kristen ortodoks af trosretning fra [by], Georgien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv, men ansøgeren har arbejdet som dyrepasser for oppositionspolitikeren [navn]. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter den georgiske efterretningstjeneste. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [sommeren] 2018 af [navn] blev bedt om at ledsage en for ansøgeren ukendt mand til Tbilisi i bil. Under turen til Tbilisi blev ansøgeren og manden beskudt. Den for ansøgeren ukendte mand blev ved denne lejlighed skudt i hovedet og afgik ved døden. Ansøgeren blev ført til en ukendt bygning, hvor ansøgeren blev tilbageholdt, afhørt og udsat for trusler. Ansøgeren blev oplyst om, at man havde fundet to millioner dollars i bilen og adspurgt, hvad pengene skulle bruges til. Ansøgeren formåede at flygte fra bygningen ved at kravle igennem et højt vindue i det aflåste rum, hvor ansøgeren blev tilbageholdt. Ansøgeren udrejste samme nat af Georgien sammen med sin familie. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker, at det påhviler en asylansøger at sandsynliggøre det asylmotiv, han påberåber sig. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om den episode, han har påberåbt sig førte til familiens udrejse, fremstår mindre sandsynlig og på visse punkter ganske udetaljeret og således ikke selvoplevet. Flygtningenævnet lægger herudover vægt på, at ansøgerne har fået udstedt pas knap to måneder inden den påberåbte episode, og uden at ansøgerne samstemmende har angivet nogen konkret anledning hertil. Hertil kommer, at ansøgerne er udrejst legalt gennem lufthavnen i Tbilisi, og at den mandlige ansøger således næppe har været eftersøgt af efterretningstjenesten på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at den kvindelige ansøger i sit asylansøgningsskema har anført, at ”problemerne er på grund af barnet”, og at ansøgerne under nævnsmødet har forklaret om forskellige helbredsmæssige problemer hos de to ældste børn. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Georgien. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Geor/2019/8/MEG
