Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhara og kristen ortodoks af trosretning fra landsbyen […] i Amhara-regionen, Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive fængslet eller slået ihjel som følge af sine politiske aktiviteter for Ginbot 7, der er et ulovligt parti i Etiopien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun i 2013 flyttede til Addis Abeba for at tage en gymnasial uddannelse og efterfølgende studere på universitetet. Hun begyndte at interessere sig for partiet Ginbot 7, efter hun var blevet bekendt med partiets demokratiske ideologi. Ansøgerens interesse for partiet og hendes efterfølgende politiske aktiviteter var endvidere påvirket af, at ansøgerens far i 2005 blev slået ihjel af myndighederne for at være medlem af oppositionspartiet Kinigit. I efteråret 2015 fik ansøgeren kontakt til en kvinde ved navn [K], som studerede på samme universitet som ansøgeren. Ansøgeren og [K] begyndte omkring en måned efter deres første kontakt at snakke om politik, og [K] fortalte ansøgeren, at hun var medlem af en gruppe bestående af fire kvindelige medlemmer, som diskuterede politik og uddelte løbesedler for Ginbot 7. Ansøgeren blev herefter inviteret med til gruppens møder, og efter at have deltaget i fire til fem møder blev ansøgeren medlem af gruppen. I perioden fra [slutningen af] 2015 til ansøgerens udrejse uddelte ansøgeren løbesedler seks gange på sit universitet til støtte for Ginbot 7. [I sommeren] 2016 blev ansøgeren kontaktet via telefon af et af gruppens medlemmer, som oplyste, at de etiopiske myndigheder havde tilbageholdt to af gruppens medlemmer, herunder [K]. Den samme dag blev ansøgeren kontaktet af sin moster, som oplyste, at myndighederne havde været på mosterens bopæl, og at de havde eftersøgt ansøgeren. Ansøgeren udrejste af Etiopien dagen efter med hjælp fra sin moster. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt om centrale forhold for sit asylmotiv. Ansøgeren har således først forklaret, at hendes afdøde far også havde været medlem af Ginbot 7, og senere – foreholdt at Ginbot ikke var stiftet på tidspunktet for hendes fars død – ændrede hun sin forklaring til, at han havde været medlem af Kingit. Det er i den forbindelse også påfaldende, at ansøgeren ikke ved, hvilket parti, hendes fængslede bror var medlem af, når hun angiveligt selv har været politisk aktiv. Ansøgeren har vedrørende uddeling af løbesedler endvidere forklaret divergerende om antallet af uddelte løbesedler pr. gang, idet hun til Udlændingestyrelsen har forklaret, at hun uddelte ca. 10 løbesedler pr. gang, mens hun for Flygtningenævnet har forklaret, at hun kunne uddele op til 200 sedler pr. gang. Ansøgerens forklaring om årsagen til hendes udrejse – at to veninder fra Ginbot 7 var blevet arresteret, og at politiet havde spurgt efter ansøgeren hos dennes moster – fremstår heller ikke selvoplevet. Det er endvidere ikke sandsynligt, at ansøgerens moster i løbet af relativt få timer via en menneskesmugler skal kunne have arrangeret ansøgerens flugt til Europa. Flygtningenævnet finder således allerede på denne baggrund, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/16/MGO