Nævnet stadfæstede i september 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Egypten. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk araber og muslim fra [A], Egypten. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Egypten frygter, at han vil blive slået ihjel af myndighederne, eftersom han har hjulpet indsatte i det fængsel, hvor han arbejdede, og fordi han afviste at slå nogle indsatte, ligesom han er blevet anklaget for at afsløre indholdet af et hemmeligt brev. Endelig mistænker efterretningstjenesten ham for at være medlem af Det muslimske Broderskab. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har arbejdet for den nationale sikkerhedstjeneste i 17 år. Før sin udrejse arbejdede han for den nationale sikkerhedstjeneste i et fængsel. Nogle gange bad hans overordnede, ham om at begå fysiske overgreb på de indsatte, men han undgik altid at skulle gøre dette. Syv til otte måneder før ansøgerens udrejse blev det opdaget, at han havde udleveret astmainhalatorer til en indsat. Ansøgeren kom til samtale hos sin overordnede [B], som gav ham en uofficiel advarsel. Et par dage senere fik ansøgeren til opgave at aflevere et brev fra [B] til [Bs] overordnede, [C]. Omkring fem dage eller en uge efter blev ansøgeren tilbageholdt på [Bs] kontor, fordi det var kommet frem, at indholdet af brevet var blevet lækket. Den følgende dag fortalte [B], at ansøgeren ikke havde noget at gøre med, at indholdet af brevet var blevet lækket, og ansøgeren fik lov til at gå. På et tidspunkt herefter søgte ansøgeren om at blive udstationeret i udlandet. Omkring en måned efter var han i telefonisk kontakt med sin tidligere overordnede, [D]. [D] advarede ham mod at lade sig udstationere. Samme dag tog ansøgeren kontakt til det kontor, som behandlede hans ansøgning om udstationering og bad om, at ansøgningen blev annulleret. Dagen efter spurgte [B] og [C] ansøgeren om årsagen til, at ansøgeren havde annulleret ansøgningen. [C] spurgte også ind til den tidligere episode med brevet, som var blevet lækket. [C] tog ansøgeren til et lokale i fængslet, hvor han blev afhørt og udsat for fysiske overgreb i tre dage. Den tredje dag kom [B] og tog ansøgeren med op til sit kontor, hvor de opholdt sig, til [B] fik fri fra arbejde. Ansøgeren tog hjem til sin bopæl, hvor han var i en uge, hvorefter han vendte tilbage til sit arbejde. En måned senere var ansøgeren på vej til en opgave med nogle kollegaer i en bil, da bilen blev beskudt og kørte galt. På hospitalet talte ansøgeren med en officer. Han fortalte, at det var sikkerhedstjenesten, som havde angrebet deres bil. Efter at ansøgeren blev udskrevet fra hospitalet, tog han ophold på sin bopæl i en længere periode. Da han vendte tilbage til sit arbejde, bad [B] ham om at holde fri igen. Ansøgeren vendte tilbage til sit arbejde igen efter cirka tre uger. På et tidspunkt blev ansøgeren kontaktet telefonisk af [D]. [D] fortalte, at ansøgeren var i fare, og at han skulle udrejse af Egypten. Omkring fire eller fem dage senere kontaktede [D] ansøgeren telefonisk. [D] fortalte, at når ansøgeren fik fri, skulle han køre til lufthavnen og mødes med en person, som ville hjælpe ham med at udrejse. Ansøgeren kontaktede sin brors søn, [E], og bad ham køre ansøgerens ægtefælle og børn hen til ansøgerens ven den følgende morgen. Da ansøgeren fik fri fra arbejde om morgenen, kørte han til lufthavnen, hvor han mødtes med en person, som gav ham et falsk pas og et boardingkort, hvorefter han udrejste illegalt af Egypten til Grækenland [en dag i vinteren] 2017. Efter sin udrejse har ansøgeren hørt fra sin nevø [E], at ansøgerens bopæl er blevet opsøgt og ransaget af myndighederne, som har spurgt efter ham, ligesom ansøgerens familie er blevet opsøgt af myndighederne, der leder efter ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotiver til grund, idet ansøgeren har forklaret afglidende og divergerende om en række centrale punkter, ligesom den forklaring, han har afgivet til henholdsvis oplysnings- og motivsamtalen og asylsamtalen på en lang række punkter har været divergerende i relation til det kronologiske forløb af de hændelser, der førte til ansøgerens flugt, hvorfor Flygtningenævnet finder, at forklaringen forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at hans problemer startede med, at han i [sommeren] 2017 søgte udstationering, hvorefter han i den [senere i løbet af sommeren] blev indkaldt til afhøring af sin overordnede [B]. I den forbindelse blev han afhørt om, hvorfor han havde sagt nej til udstationeringen og udsat for tortur. Videre har ansøgeren i denne samtale forklaret, at det var i [senere i løbet af sommeren] 2017, at han herefter i forbindelse med sit arbejde befandt sig i en bil, der blev beskudt og kørte galt, hvorefter han kom på hospitalet. Ansøgeren forklarede i samme samtale, at det var i [efteråret] 2017, at han skaffede astmamedicin til en indsat, og at han cirka 15 dage senere blev bedt om at aflevere et brev, og at [B] den følgende dag fortalte ham, at brevets indhold var blevet lækket. Endelig har ansøgeren forklaret, at han herefter var i kontakt med sin tidligere chef, [D], der oplyste ham om, at han var mistænkt for at være medlem af Det Muslimske Broderskab. I asylsamtalen fra [efteråret] 2018 har ansøgeren derimod forklaret, at problemerne startede, da han skaffede astmamedicin til en indsat 7-8 måneder før udrejsen, at han nogle dage efter blev bedt om at aflevere et brev til [C], og at han 5 dage til en uge senere blev tilbageholdt på [Bs] kontor, fordi han blev beskyldt for at have lækket brevet, og at det først var på et tidspunkt herefter, at han søgte om at blive udstationeret i udlandet. Videre har ansøgeren i forbindelse med denne samtale forklaret, at der gik en måned, før han forsøgte at tilbagekalde sin ansøgning, hvorefter han blev tilbageholdt og udsat for fysiske overgreb, og at det var en måned herefter, at han kørte galt i forbindelse med, at den bil han befandt sig i blev beskudt, og endelig at [D] herefter kontaktede ham og sagde, at han skulle udrejse. Ansøgerens forklaring har tillige været divergerende med hensyn til, om han i forbindelse med afhøringen og den efterfølgende tortur blev tilbageholdt i en eller i tre dage, om han herefter var væk fra arbejdet i 2 dage eller en uge, og om han efter skudepisoden mod bilen var væk fra arbejde to eller tre uger. Det er endvidere først i asylsamtalen, at ansøgeren har forklaret, at den indsatte fortalte, at han havde fået medicinen af ansøgeren, hvilket harmonerer dårligt med ansøgerens forklaring fra oplysnings- og motivsamtalen om, at ingen af hans kollegaer opdagede, at det var ham, der havde udleveret medicinen, og at sagen, ansøgeren bekendt, fortsat var åben. Nævnet skal videre bemærke, at ansøgerens forklaring savner indre logik blandt andet med hensyn til, hvorfor han forblev ansat, når han frygtede, at hans foresatte ville gøre det af med ham, herunder hvorfor han ikke på et tidligere tidspunkt forsøgte at flygte ud af landet. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren havde en højtstående ven i [D], der var ansat som oberst i Den Nationale Sikkerhedstjeneste og var villig til at hjælpe ham. Det savner tilsvarende mening, at efterretningstjenesten lod ansøgeren forblive ansat samtidig med, at de mistænkte ham for at samarbejde med Det Muslimske Broderskab, ligesom det savner mening, at efterretningstjenesten på trods af mistanken mod ansøgeren, først valgte at løslade ham efter torturen, for herefter at forsøge at slå ham ihjel ved at skyde mod en bil, hvor der ud over ansøgeren befandt sig fem andre personer. Henset til, at Flygtningenævnet afviser ansøgerens forklaring om asylmotiv som utroværdig, finder nævnet ikke, at der er grundlag for at udsætte sagen med henblik på en torturundersøgelse. Det bemærkes i den forbindelse yderligere, at ansøgeren tidligere har nægtet at underskrive en samtykkeerklæring vedrørende medvirken til at sådan undersøgelse. Flygtningenævnet finder det herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Egypten risikerer forfølgelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Egyp/2019/3/snd
