Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Indrejst i 1993.Flygtningenævnet udtalte:”Klageren er etnisk bosnier og muslim fra [by], Bosnien-Hercegovina. Det fremgår af sagen, at klageren indrejste i Danmark [i slutningen af] 1993, og at han [i slutningen af]1993 blev meddelt opholdstilladelse efter § 15 a i dagældende særlov om opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien (lov nr. 933 af 18. november 1992 med ændring). Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 1996 klageren opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2, der [i sommeren] 2002 blev gjort tidsubegrænset. Det fremgår af Det Centrale Personregister, at klageren [i sommeren] 2005 blev registreret som forsvundet. [I slutningen af] 2018 orienterede Norddjurs Kommune Udlændingestyrelsen om, at klageren havde henvendt sig for at blive indskrevet i CPR. [I slutningen af] 2018 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning fra klageren om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses bortfaldet. [I foråret] 2019 besluttede Udlændingestyrelsen, at klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 7, stk. 2, var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, jf. § 17 a, stk. 2, idet klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingestyrelsen fandt ikke, at udlændingelovens § 31 var til hinder for en tvangsmæssig udsendelse af klageren til Bosnien-Hercegovina. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om, at han i 2004 frivilligt tog til Bosnien til grund. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at klageren i Bosnien blev gift og fik to børn, der nu er henholdsvis 13 og 15 år, og at han indrejste i Danmark igen i 2018. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om, at det var en fejl, at han blev i Bosnien fra 2004 til 2018 til grund. Der er ved denne vurdering lagt vægt på, at klageren forud for sin udrejse i 2004 overdrog sit cvr.nr. til sin bror samt den omstændighed at han i Bosnien stiftede familie og drev egen virksomhed i en årrække. Der er endvidere lagt vægt på, at han under sit lange ophold i Bosnien ikke kontaktede de danske myndigheder med henblik på at sikre sig mulighed for en tilbagevenden til Danmark og på, at han flere gange ind- og udrejste af Bosnien, efter han angiveligt havde oplevet problemer med chikane. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at klageren i 2004 opgav sin bopæl i Danmark, og at han derefter har opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark og finder på den baggrund, at klagerens opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, jf. § 17, stk. 4, jf. § 17 a, stk. 1, er bortfaldet. Flygtningenævnet har fundet, at der ikke er grundlag for i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3, at bestemme, at klagernes opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har været afskåret fra at kontakte de danske myndigheder på et tidligere tidspunkt og på, at han efter 14 års fravær fra Danmark trods tidligere ophold og arbejde i Danmark og brødre samt anden familie i Danmark ikke har en stærk relation til Danmark, ligesom han har sin nærmeste familie uden for Danmark. Det følger af udlændingelovens § 32 a, at en afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse tillige skal indeholde en afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet finder, at klagerens frygt for arbejdsløshed og manglende sygesikringsdækning ved en tilbagevenden til Bosnien samt hans oplysninger om diskrimination og bøder i forbindelse med virksomhedsophør ikke er forhold af sådan en karakter og intensitet, at de er asylbegrundende. Flygtningenævnet finder herefter, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for udsendelse af klageren. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Bosn/2019/2/CHPE
