Nævnet stadfæstede i november 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk pashto og sunni-muslimer af trosretning fra Afghanistan. Den kvindelige ansøgers hjemby er ukendt, men den mandlige ansøger er fra Khandahar. Den kvindelige ansøger har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har været medlem af Organization of Human Welfare (OHW) i perioden 2012 til 2015. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de frygter at blive slået ihjel af Taliban. Den kvindelige ansøger frygter Taliban, fordi Taliban betragter hende som en spion, idet hun er vokset op i Danmark. Den mandlige asylansøger frygter ligeledes at blive slået ihjel af Taliban navnlig på grund af sin tilknytning til OHW. Til støtte herfor har den mandlige ansøger forklaret, at han modtog trusler fra Taliban, fordi han arbejdede for OHW. Derudover slog Taliban fem af den mandlige ansøgers kollegaer ihjel. Taliban har ligeledes opsøgt ansøgerne på deres bopæl, men ansøgerne nåede at flygte, før Taliban fik fat i dem. Den mandlige ansøger blev endvidere holdt fanget af Taliban fra 2006 til 2007. Flygtningenævnet tiltræder Udlændingestyrelsens vurdering af, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne har asylbegrundende konflikter i Afghanistan. Ved vurderingen heraf har nævnet vedrørende den mandlige ansøgers konflikt med Taliban lagt vægt på, at den mandlige og kvindelige ansøger har forklaret forskelligt om det begivenhedsforløb, der angiveligt fandt sted i [slutningen af] 2015, og som førte til ansøgernes flugt. Den mandlige ansøger har således under asylsamtalen [i foråret] 2018 forklaret, at han den samme nat, som de blev opsøgt af Taliban i deres hus, bad den kvindelige ansøger om at hente penge i deres hus, mens den kvindelige ansøger under sin asylsamtale [i foråret] 2018 oprindeligt forklarede, at hun var besvimet hele natten, og at hun først hentede pengene den efterfølgende dag. Ansøgerne har ligeledes over for Udlændingestyrelsen forklaret forskelligt om, hvorvidt de talte sammen den pågældende nat, som forklaret af den mandlige ansøger, eller om de først talte sammen dagen efter, hvor de mødtes i en bil, som forklaret af den kvindelige ansøger. Ansøgerne har endvidere forklaret forskelligt om, hvorvidt den mandlige ansøger var hjemmegående i en periode inden udrejsen, idet den mandlige ansøger under asylsamtalen forklarede, at han ophørte med at arbejde i [foråret] 2015 og opholdt sig hjemme, mens den kvindelige ansøger har forklaret, at den mandlige ansøger fortsatte med at gå på arbejde, og at hun gik alene hjemme med børnene indtil den dag, de flygtede. Hertil kommer, at det forekommer usandsynligt, at den kvindelige ansøger, der efter sin egen forklaring var besvimet, og hendes børn blev løftet over i nabohuset og igennem et mindre hul af nabokvinden, og at ansøgerne efter denne episode ikke talte sammen samme nat. Allerede på denne baggrund finder nævnet, at ansøgernes forklaring om denne episode i [slutningen af] 2015 ikke kan lægges til grund. Henset til, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne i [slutningen af] 2015 blev opsøgt af Taliban, kan de episoder vedrørende den mandlige ansøgers tilbageholdelse i 2006/2007 og hans angivelige modtagelse af trusselsbreve i 2013 ikke føre til, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, idet det følger heraf, at ansøgerne således ikke er blevet opsøgt af Taliban siden 2013, og at de derfor har kunnet opholde sig på samme adresse i Afghanistan i en lang periode uden at have været udsat for repressalier eller opfølgende trusler, herunder også selvom den mandlige ansøger i hvert fald i en periode angiveligt fortsatte med at arbejde for den pågældende NGO. For så vidt angår den mandlige ansøgers forklaring om en konflikt med [B] bemærker nævnet, at den mandlige ansøger ikke nævnte noget om en sådan konflikt under oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, idet han under den samtale oplyste om konflikten med Taliban og i øvrigt, at der ikke var andre årsager til, at han ikke kunne vende tilbage til Afghanistan. Den mandlige ansøgers forklaring under asylsamtalen om en konflikt med [B] er således udbyggende og ikke troværdig. Selv hvis den mandlige ansøgers forklaring om konflikten kunne lægges til grund, finder nævnet, at konflikten ikke har en sådan karakter og intensitet, at den vil kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Den mandlige ansøger modtog således ikke nogen henvendelser fra [B] fra begyndelsen af 2015, hvor den mandlige ansøger angiveligt blev truet (med en udtalelse om ”… at ansøger kunne gøre, som han ville, men at han ikke kunne klage senere over det, som ville ske med ham …”), og indtil udrejsen i [slutningen af] 2015. Det kan på denne baggrund samlet ikke lægges til grund, at den mandlige ansøger har en konflikt med [B] i Afghanistan, som vil kunne begrunde asyl i Danmark. Heller ikke den kvindelige ansøgers frygt for, at hun i Afghanistan er blevet og vil blive betragtet som en spion, fordi hun er opvokset i Danmark, kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Ved vurderingen heraf har nævnet lagt vægt på, at den kvindelige ansøger aldrig personligt er blevet opsøgt af myndighederne eller Taliban, og at hun alene har oplevet, at nogle nabokvinder for sjov har sagt til ansøgeren, at hun var udenlandsk spion. Den kvindelige ansøgers frygt desangående beror således alene på hendes egen formodning og har ikke nogen støtte i hverken det, hun selv har forklaret, eller i sagens oplysninger i øvrigt. På denne baggrund tiltræder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for at blive udsat for overgreb eller forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” [afgh/2019/160/MLVT]
