afgh2019146

Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen […], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Afghanistan, idet han frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [A]. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, ligesom han frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans adoptivsøster, [B], en dag blev hjulpet på sygehuset af en mand ved navn [A]. [A] blev interesseret i [B], og han ønskede at indgå ægteskab med hende, men det accepterede hun og hendes mor ikke. Derefter truede [A] familien med at slå dem ihjel. Ansøgeren har endvidere oplyst, at han frygter de generelle forhold i Afghanistan, fordi han er shia-muslim og etnisk hazara, ligesom han frygter at blive sprængt i luften, fordi han har hørt om bomber i Kabul. Ansøgeren har endelig oplyst, at han frygter at blive tvangsrekrutteret af Taliban. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen fra ansøgerens adoptivmor og adoptivsøster ikke har kunnet lægges til grund. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer overgreb fra [A], således som han har påberåbt sig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er nogen individuel risiko for ansøgeren i forhold til Taliban eller ISIL/Daesh, som han ikke har haft noget udestående med, herunder for tvangsrekruttering af Taliban, og Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan er af en sådan karakter, at enhver, der befinder sig i området, er i en sådan risiko, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens situation som hazara indebærer en sådan yderligere risiko, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/146/ajev