Koens og aeresrelateret forfoelgelse Aegteskabelige forhold
Nævnet stadfæstede i oktober 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim født i Iran, men har senest boet i landsbyen [B], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter [A]. Ansøgerens mor har endvidere henvist til, at hun på vegne af sine børn frygter de generelle forhold i Afghanistan samt ISIL og Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende frygten for [A] oplyst, at hun en nat blev forgiftet og i den forbindelse kørt på hospitalet af sin mor, farbror og [A]. [A] blev interesseret i ansøgeren, og han ønskede at indgå ægteskab med hende, men det accepterede hun og hendes mor ikke. Ansøgeren blev herefter opsøgt af [A] på gaden, mens ansøgeren var på en gåtur med sin kusine. [A] viste ansøgeren sit våben, og han truede ansøgeren med, at han ville tage hende med magt og kidnappe hendes brødre. Ansøgerens farbror, [C], blev endvidere kontaktet af [A] vedrørende ønsket om ægteskab. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet bemærker først, at ansøgeren og hendes mor ikke har fremlagt nogen dokumentation for ansøgerens identitet. Hun er således reelt set uidentificeret, men nævnet lægger efter hendes og morens forklaring til grund, at hun er afghansk statsborger, og at familien stammer fra [B], Herat. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort det asylmotiv, hun påberåber sig vedrørende [A’s] krav om, at hun skal indgå ægteskab med ham, og [A’s] trusler i den anledning. Flygtningenævnet lægger herved navnlig vægt på, at selve baggrunden for [A’s] krav om ægteskab forekommer mindre sandsynlig, henset til hans og ansøgerens etnicitet og religion, ligesom tidsforløbet forekommer mindre sandsynligt. Hertil kommer, at ansøgerens mor kun har givet sparsomme oplysninger om den by, moren boede i både før og efter sin påberåbte tilbagevenden fra Iran, og at ansøgeren har givet divergerende oplysninger, herunder også divergerende i forhold til moren, om [A’s] bevæbning, da han standsede ansøgeren på gaden. Ansøgerens mors forklaring om forholdet mellem [A] og [C] har heller ikke været konsistent. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun risikerer overgreb fra [A], således som hun har påberåbt sig. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at der er nogen individuel risiko for ansøgeren i forhold til Taliban eller ISIL/Daesh, som hun ikke har haft noget udestående med, og Flygtningenævnet finder ikke, at de generelle forhold i Afghanistan er af en sådan karakter, at enhver, der befinder sig i området, er i en sådan risiko, at der er grundlag for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3. Flygtningenævnet finder heller ikke, at ansøgerens situation som kvinde og hazara indebærer en sådan yderligere risiko, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren risikerer forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/145/ajev
