Nævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Flygtningenævnet har efter de foreliggende oplysninger ikke fundet, at klagerens udeblivelse kan anses som lovligt forfald, og Flygtningenævnet har derfor besluttet at fremme sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren er etnisk tadjik og muslim af trosretning fra Kohistan, Kapisa Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [A], fordi han har en konflikt med ansøgerens herboende ægtefælle, [B]. Ansøgeren har som asylmotiv også henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de generelle forhold, fordi hun er kvinde, og fordi kvinder bliver undertrykt i Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at hendes ægtefælle blev bortført [en nærmere angiven dato i] marts 2012. [En nærmere angiven dato i] marts 2012 stod ansøgeren frem på TV for at fortælle, at hendes ægtefælle var blevet bortført. [En nærmere angiven dato i] marts 2012 kom et ukendt antal personer iført politiuniformer til ansøgerens svigerfamilies bopæl for at anholde ansøgerens svigerfar. Ansøgeren forsøgte at forhindre anholdelsen, hvorefter hun blev slået bevidstløs. Da ansøgeren vågnede, havde ansøgeren et sår i hovedet samt brækket skulderen og benet. Ansøgerens svigerfar blev ført til politistationen. Ansøgeren og hendes svigermor henvendte sig til en lokal tillidsmand, som samlede ældrerådet og henvendte sig til et myndighedskontor for at få ansøgerens svigerfar løsladt. Ansøgerens svigerfar blev [en nærmere angiven dato i] marts 2012 løsladt, hvorefter ansøgeren og hendes svigerfamilie opholdt sig i svigerfamiliens hjem i 2-3 dage. Herefter flyttede de fra sted til sted indtil ansøgerens udrejse i december 2013. På et ukendt tidspunkt forsvandt ansøgers 14-15 årige svigerinde, hvorefter ansøgerens ægtefælles yngre søskende stoppede med at gå i skole. Ansøgeren fik kontakt til hendes herboende ægtefælle igen omkring oktober 2012. Ansøgerens ægtefælle søgte om familiesammenføring med ansøger i april 2013. Ansøgeren rejste til Islamabad i juli 2013 for at afgive oplysninger til familiesammenføringssagen på den danske ambassade i Islamabad, hvorefter ansøgeren vendte tilbage til Afghanistan. I november 2013 fik ansøgeren opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, hvorefter hun hentede sit indrejsevisum i Islamabad. [En nærmere angiven dato i] december 2013 udrejste ansøger via lufthavnen i Kabul assisteret af IOM. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at ansøgeren er udeblevet uden oplyst lovligt forfald, jf. ovenfor. Ansøgeren har således ikke opfyldt den hende påhvilende forpligtelse til at medvirke til sagens oplysning, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Flygtningenævnet lægger vægt på de af Udlændingestyrelsen i afgørelse af [en nærmere angiven dato i] februar 2016 fremhævede forhold, herunder særligt at ansøgeren i en række tilfælde har haft kontakt til de afghanske myndigheder og har kunnet udrejse til og indrejse fra Pakistan, uden at hendes påståede konflikt har givet anledning til vanskeligheder. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgerens TV optræden i 2012 der ikke umiddelbart havde konsekvenser for hende, ikke kan føre til et andet resultat, idet der både er henset til indholdet af TV indslaget og den forløbne lange periode. Af de grunde der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen af [en nærmere angiven dato i] februar 2016 side 5n. finder Flygtningenævnet heller ikke anledning til at meddele ansøgeren konsekvensstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/120/SME
