Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet lægger i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens afgørelse til grund, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om klageren må anses for udelukket fra beskyttelse i Danmark. Da klageren er udvist af Danmark, er formodningen imod, at klageren kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. herved udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet skal imidlertid foretage en afvejning mellem de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, som taler imod opholdstilladelse, og de grunde, som taler for, at ansøgningen om opholdstilladelse imødekommes. Denne afvejning skal foretages i overensstemmelse med Flygtningekonventionen, idet klageren isoleret set er konventionsflygtning. Efter Flygtningekonventions art. 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Ved Vestre Landsret ankedom [i starten af] 2018, der stadfæstede Horsens Rets dom [i sommeren] 2017, blev klageren straffet med fængsel i fem måneder for overtrædelse af straffelovens § 123, § 232 og § 260, stk. 1. Det fremgår af dommen, at lovovertrædelserne blev begået i samme forhold, og at klageren ikke var hovedmanden. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af den pådømte kriminalitet, at klageren ikke kan anses for at være domfældt for en særlig farlig forbrydelse, som indebærer, at han betragtes som en fare for samfundet. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på længden af den udmålte straf, forbrydelsens karakter, og at klageren ikke var hovedmanden. Flygtningenævnet finder herefter, at der foreligger sådanne særlige grunde, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3, at klageren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/27/HZC
