Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er syrisk statsborger, etnisk araber og muslim fra Dayr az-Zawr, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter, at han vil blive slået ihjel som følge af, at han deserterede fra sin militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor henvist til, at han aftjente værnepligt fra 2003 til 2005. Klageren meldte sig som frivillig til hæren i 2008. Han arbejdede som oversergent i Division 14 indtil [sommeren] 2012, hvor han udrejste af Syrien. Han deserterede fra militæret, fordi han var bange for, at han ville blive tvunget til at deltage i krigen, idet han kunne risikere at skulle dræbe andre, eller selv risikere at blive dræbt. Klageren havde kort inden sin udrejse hørt, at civile var blevet dræbt i hans område, hvorfor han flygtede med sin familie. Klageren har til støtte for sit asylmotiv videre henvist til, at han frygter, at oppositionen tror, at klageren har valgt side i konflikten, og dermed holder med regimet. Det fremgår af udlændingelovens § 49 a, at forud for en udsendelse af en udlænding, der har haft opholdstilladelse efter § 7 eller 8, og som er udvist ved dom, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren som mandlig syrisk statsborger i den militærpligtige alder isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet finder endvidere som Udlændingestyrelsen, at klageren ikke kan udsendes med tvang til Syrien i medfør af udlændingelovens § 31, stk. 2, jf. stk. 1. Da klageren er udvist med indrejseforbud, kan han ikke meddeles opholdstilladelse, medmindre særlige grunde taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren har ikke haft arbejde i Danmark og har ikke nær familiemæssig eller anden væsentlig tilknytning til Danmark. Klageren er dømt for narkotikabesiddelse med henblik på videresalg af næsten 250 gram kokain, hvilket efter nævnets opfattelse udgør en særligt farlig forbrydelse. Klageren er for forbrydelsen idømt en straf på fængsel i 1 år og 9 måneder. På baggrund heraf finder nævnet, at klageren må betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet tiltræder herefter, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at klageren kan meddeles opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/26/CRT
