Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K -status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber, sunni-muslim og født og opvokset i landsbyen [A] i Rif Damaskus-provinsen, Syrien. I 2013 flyttede klageren og hans familie på grund af uroligheder i deres hjemområde til Damaskus. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Syrien frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder ved ankomsten til lufthavnen i Damaskus, fordi han har unddraget sig militærtjeneste, ligesom han frygter at blive tvunget til at aftjene militærtjeneste. Klageren har til støtte herfor oplyst, at han udrejste af Syrien, fordi der var krig, og fordi han ikke ønskede at aftjene militærtjeneste. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, som følge af, at han har unddraget sig militærtjeneste i Syrien. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod udsendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssigt at udsende klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning efter blandt andet §§ 22-24, ikke kan gives opholdstilladelse efter § 7, med mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor. Afvejningen skal for så vidt angår udlændinge, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, foretages i overensstemmelse med flygtningekonventionen. Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, kan en flygtning, der er omfattet af konventionen, udsendes til hjemlandet, hvis den pågældende med rimelig grund må anses som en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Klageren er dømt for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der er tale om et enkeltstående forhold, der er begået uden forudgående planlægning, da klageren sammen med to andre var på vej hjem fra byen. Der er tale om en forsøgshandling, og klageren var på tidspunktet for røveriforsøget 20 år gammel. Klageren har været i flere praktikophold og har i godt tre år gået på sprogskole. Han har sin bror og en fætter i Danmark, mens resten af hans familie befinder sig i Syrien. Flygtningenævnet finder, at der er tale om en særlig farlig forbrydelse, men finder under de angivne omstændigheder ikke, at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren skal udelukkes fra at få meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” Syri/2019/24/thv
