Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning med indrejseforbud i 12 år ved dom af […] afsagt af [en nærmere bestemt landsret]. Der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. [I begyndelsen af] 2019 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, og at udlændingelovens § 31, er til hinder for, at den pågældende kan udsendes til Syrien, jf. udlændingelovens § 49 a, jf. § 31. Udlændingestyrelsen har i samme afgørelse herefter vurderet, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. Klageren er etnisk araber og sunni-muslim fra […], Damaskus, Syrien. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ikke kan vende tilbage til Syrien, fordi han frygter at blive slået ihjel af de syriske myndigheder, idet han ikke har aftjent sin militærtjeneste, og da klagerens far er efterlyst af myndighederne og udvist af Syrien. Til støtte herfor har klageren oplyst, at de syriske myndigheder ved krigens begyndelse ønskede, at klageren skulle aftjene sin værnepligt i stedet for sin far, idet han ikke længere boede i Syrien. [I efteråret] 2012 blev klageren opsøgt af myndighederne, som truede hans mor med at tvinge ham til at aftjene militærtjeneste, såfremt hans far ikke meldte sig. Der blev i alt foretaget tre ransagninger af familiens bopæl med henblik på at finde klagerens far, men myndighederne har opsøgt familiens bopæl 15-16 gange. [I efteråret] 2012 blev klageren tilbageholdt ved en kontrolpost i Damaskus, fordi han havde glemt sit id-kort. Klageren blev lagt i en pose, og betjentene trampede på og slog klageren. Da klageren oplyste sit navn til betjentene, bemærkede de, at klagerens familiemedlemmer var en del af modstandsbevægelsen og spurgte efter hans fætters, [A], opholdssted. Videre har klageren henvist til, at han frygter de syriske myndigheder, idet han har en tatovering på venstre underarm af […] til trods for, at han ikke støtter dem. Endelig frygter klageren de generelle forhold i Syrien. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Klageren er ved endelig dom afsagt af [nærmere bestemt landsret] [tidspunktet for dommen] sammen med tre andre personer dømt for røveri, forsøg på røveri og indbrudstyveri over en periode på tre dage. Klageren var på gerningstidspunktet 21 år gammel. Han er efter det oplyste ikke tidligere straffet og der foreligger heller ikke oplysninger om, at han efterfølgende er sigtet eller dømt for strafbare forhold. Det fremgår af dommen, at han var blevet fyret fra sit job i […], hvorefter han begyndte at tage stoffer og i Tyskland købte en attrappistol, som efterfølgende blev benyttet under røveriet og røveriforsøget. Der skal herefter foretages en proportionalitetsafvejning i relation til grovheden af den begåede forbrydelse i forhold til, om der er særlige forhold, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for at give klageren opholdstilladelse. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at der ikke foreligger særlige grunde, som taler for, at klageren skal meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt. I denne vurdering indgår på den ene side karakteren af den ved [nærmere bestemt landsrets] dom pådømte kriminalitet, der må anses for en særlig farlig forbrydelse, således at klageren må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2, og på den anden side oplysningerne om klagernes personlige og familiemæssige forhold. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Syri/2019/23/CHPE
