Nævnet meddelte i maj 2019 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Syrien. Indrejst i 2013.
Det fremgår af sagen, at ansøgeren [forår] 2017 er blevet idømt 50 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og udvist af Danmark med indrejseforbud i fire år. Vestre Landsret stadfæstede [efterår] 2017 dommen med den ændring, at straffen blev forhøjet til fængsel i tre måneder og indrejse forbud i seks år.
Flygtningenævnet udtalte:
Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Udlændingestyrelsen har i afgørelsen af 26. februar 2019 vurderet, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Klageren er etnisk kurder og muslim af trosretning fra Aleppo, Syrien. Klageren udrejste af Syrien i 2000 med sin familie til Libanon, hvor han opholdt sig indtil 2008. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til de generelle forhold i Syrien, herunder at han som mand i den militærdygtige alder er blevet indkaldt til militærtjeneste. Klageren har endvidere henvist til, at ha frygter for sit liv grundet en æresrelateret konflikt. Klageren har til støtte for sit asyl motiv anført, at han i omkring halvandet til to år havde et forhold til en kvinde ved navn [J]. En dag forsvandt [J]. Klageren har efterfølgende erfaret, at [J] er blevet slået ihjel af sin familie, idet de anser forholdet for at have vanæret familien. Klageren frygter at blive slået ihjel som følge heraf. Flygtningenævnet finder i lighed med Udlændingestyrelsen, at klageren isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 2, at en udlænding, der er omfattet af § 7, stk. 1, ikke må udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen anførte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land. Flygtningenævnet finder ligesom Udlændingestyrelsen, at udlændingelovens § 31, stk. 2, er til hinder for tvangsmæssig udsendelse af klageren til Syrien. I henhold til udlændingelovens § 49 a, 2. pkt., skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, tillige indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 10, stk. 3, at en udlænding, der isoleret set er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, men som har indrejseforbud, kun kan udelukkes fra asyl efter § 10, stk. 3, 1. pkt., hvis den pågældende må anses for en fare for landets sikkerhed, eller er dømt for en særlig farlig forbrydelse og således må betragtes som en fare for samfundet, jf. flygtningekonventionens artikel 33, stk. 2. Flygtningenævnet finder, at den kriminalitet, som klageren ved Vestre Landsrets dom af [efterår] 2017 blev dømt for, ikke kan betegnes som en særlig farlig forbrydelse, der indebærer, at klageren kan betragtes som en fare for samfundet. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på den udmålte strafs længde samt på karakteren af og omstændighederne for den udøvede vold. Flygtningenævnet finder på den anførte baggrund, at klageren ikke kan udelukkes fra asyl i medfør af udlændingelovens § 10, stk. 3. Flygtningenævnet meddeler derfor klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Syri/2019/22/MEG
