Nævnet ændrede i marts 2019 Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse og lod dermed en kvindelig statsborger fra Somalia beholde sin opholdstilladelse (B-status)]. Den kvindelige statsborger fra Somalia indrejste i 2013.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er fra klanen [A] og muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af tyveknægte, der efterstræbte hendes klan, [A], [B]. Klageren frygter videre, at blive slået ihjel af al-Shabaab, ligesom hun frygter de generelle forhold i Somalia. Klageren har til støtte herfor oplyst, at hendes bopæl blev opsøgt af to ukendte tyveknægte, som havde til hensigt at voldtage hende. Hendes fire onkler forsøgte at forhindre dette, hvilket medførte, at de blev dræbt af skud. Til inddragelsessamtalen oplyste klageren, at hun ikke frygter noget konkret ved en tilbagevenden til Somalia, men at hun ønsker at blive i Danmark. Hun oplyste videre, at hun ikke har noget familie tilbage i Somalia, og at hun har en bror i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte [i efteråret] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder på baggrund af de foreliggende baggrundsoplysninger, at de generelle forhold i Mogadishu er forbedret på en sådan måde, at en udsendelse af klageren til Mogadishu ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder at det må lægges til grund, at klageren i 1990/91 udrejste fra Somalia til Yemen sammen med sin familie, finder flygtningenævnet, at det må lægges til grund, at klageren reelt vil være en enlig kvinde i Somalia uden mulighed for at opnå beskyttelse hos et mandligt netværk. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren, der ifølge en neuropsykologisk undersøgelse af [sommeren] 2017, har et svært nedsat begavelsesniveau med en betydelig mental retardering med en begavelsesindeksscore under 40, der dog skal tages med forbehold på grund af kulturforskellene, konsistent har forklaret, at hun ingen familie eller netværk har i Somalia, ligesom dette støttes af oplysningerne fra klagerens brors asylakter. Med henvisning til dommen R. H. mod Sverige af 10. september 2015 fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder Flygtningenævnet herefter, at klageren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet bemærkes, at nævnet ikke finder, at klagerens asylmotiv er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 27. september 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/92/snd
