Nævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klagen Hawiye og er muslim af trosretning. Klageren kommer fra Halgan i Hiraan-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, idet de anser ham for at være spion for den somaliske regering. Herudover har klageren henvist til, at han ved en tilbagevenden til sit hjemby Halgan frygter den familie, der har slået hans onkel ihjel. Til støtte for asylmotivet har klageren oplyst, at hans fætter i 2011 dræbte to personer, der tilhørte en familie. Familien til de dræbte personer hævnede sig ved at slå klagerens onkel ihjel. Endvidere har klageren oplyst, at han [i vinteren] 2014 hjalp to forretningsmænd med deres regnskab, da to medlemmer af al-Shabaab kom til huset, kiggede regnskabet igennem og sagde, at klageren havde udfærdiget en rapport til de somaliske myndigheder. [I vinteren] 2014 blev klagerens bopæl opsøgt af al-Shabaab. To dage efter blev en af forretningsmændene slået ihjel af al-Shabaab. Omring en måned herefter udrejste klageren fra Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i sommeren] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i klagerens hjemområde, Halgan, i Somalia. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om en konflikt med familie til to personer, som klagerens fætter har slået ihjel, til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at klageren ikke oprindeligt har forklaret om denne konflikt, og at konflikten opstod i 2011, uden at klageren under sit ophold i Somalia har været opsøgt i denne anledning. Flygtningenævnet lægger klagerens forklaring om henvendelsen fra al-Shabaab [i vinteren] 2014 til grund. Nævnet bemærker herved, at klageren har forklaret sammenhængende herom, og at forklaringen er i overensstemmelse med de generelle baggrundsoplysninger om forholdene på daværende tidspunkt i klagerens hjemområde. Flygtningenævnet bemærker, at regeringen og allierede styrker ifølge EASO rapport af december 2017 kontrollerer byen Halgan, og at byen er beliggende i et område, der ifølge kontrolkort af 14. november 2018, er angivet som værende under blandet, lovløst eller uklar kontrol. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at klagerens modsætningsforhold til al-Shabaab ikke kan antages at have en sådan alvor, at klageren på nuværende tidspunkt risikerer overgreb fra al-Shabaab ved en tilbagevenden til hjembyen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at de generelle forhold i klagerens hjemby ikke er af en sådan karakter, at klageren ikke på ny kan henvises til at tage ophold der. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder således, at grundlaget for at nægte at forlænge klagerens opholdstilladelse har været til stede, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. For så vidt angår vurderingen af, om det vil være særlig belastende for klageren, at hans opholdstilladelse ikke forlænges, jf. udlændingelovens § 26, bemærker Flygtningenævnet, at klageren vel har haft fast arbejde igennem nogen tid, kan tale dansk og har visse sociale aktiviteter. Nævnet finder en samlet vurdering af klagerens forhold, at det ikke vil være særlig belastende for ham, at opholdstilladelsen ikke forlænges. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/69/CHPE