Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014. Klageren er etnisk somali og muslim fra [A] i regionen Hiiran, Somalia. Klageren tilhører Hawiye-klanen, der har subklanen […], med subklanen […]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Flygtningenævnet meddelte [i foråret] 2015 klageren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Flygtningenævnet lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af medlemmer af al-Shabaab, og medlemmer af Bal’cade- og Ali Madhaweyne-klanen, idet de ønsker at hævne drabet på to mænd, som klagerens farbror slog ihjel i 2012. Klageren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at hans farbror i december 2012 dræbte to mænd ved navn [B] og [C], fordi de trængte ind på hans jord. De to mænd var medlemmer af al-Shabaab. Kort tid efter drabet blev farbroren fængslet af al-Shabaab. Han døde umiddelbart efter i fængslet. I januar eller februar 2013 henvendte to personer, der er medlemmer af al-Shabaab, og som er fra Bal’cade-klanen og Ali Madhaweyne-klanen, sig til klageren. De spurgte klageren, hvorfor han var imod islam og fortalte, at hans far ikke fortjente at leve. De samme personer henvendte sig i marts 2013 til klagerens mor og sagde, at de ville hævne sig på klagerens familie, og at de ville slå klageren og faren ihjel. I maj 2013 henvendte medlemmer af al-Shabaab sig til klagerens far. De sagde til faren, at han skulle udlevere klageren til dem. Faren nægtede dette, da han ikke ønskede, at hans søn skulle bære våben. Al-Shabaab henvendte sig herefter på klagerens bopæl. Al-Shabaab tvang faren ud af huset. Da klageren løb efter dem, overfaldt personerne fra al-Shabaab ham og stak ham i maven med en bajonet. Personerne halshuggede herefter klagerens far. Klageren udrejste herefter af Somalia. Klageren har desuden som asylmotiv henvist til de generelle forhold i sit hjemområde. Klageren har under nævnsmødet forklaret kortfattet om sit oprindelige asylmotiv. Flygtningenævnet kan med samme begrundelse tilslutte sig Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2015, hvorefter klagerens oprindelige asylmotiv blev tilsidesat som divergerende og udbyggende. Ved Flygtningenævnets afgørelse af [foråret] 2015 lagde man vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at klageren ved sin blotte tilstedeværelse var i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, idet det fremgik, at al-Shabaab blokerede adgangsvejene til [A]. Det fremgik af vedlagte materiale, at AMISOM havde indtaget [A] i foråret 2014. Flygtningenævnet finder, at situationen er forbedret væsentligt, idet den usikkerhed om, hvorvidt AMISOM kunne holde [A], ikke længere er til stede, da de har fastholdt kontrollen indtil dato. Ifølge baggrundsoplysningerne har al-Shabaab endvidere ændret strategi, således at de nu især går efter profilerede mål. Da klageren er ganske uprofileret, finder nævnet ikke længere, at hans blotte tilstedeværelse i [A] vil være i strid med EMRK artikel 3. Han findes derfor ikke længere omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Klageren har været i Danmark i 4,5 år, har haft fast arbejde i omkring 2,5 år, og taler et begrænset dansk. Da han er født og opvokset i Somalia, som han først forlod, da han var 24 år gammel, finder nævnet ikke, at han har opnået en særlig tilknytning til det danske samfund, hvorfor en tilbagesendelse ikke vil virke særligt belastende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Soma/2019/5/JHB
