Nævnet omgjorde i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by] i regionen [navn på region], Somalia. Han tilhører klanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive tvangsrekrutteret til al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans koranlærer, som var medlem af al-Shabaab, førte klageren, der på dette tidspunkt var omkring 14 år, til en træningslejr, hvor klageren forblev i tre dage og blandt andet fik pålagt skydetræning. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [starten af] 2014 er det anført, at Udlændingestyrelsen lagde klagerens mors forklaring om sine konflikter i hjemlandet til grund, og at man ved vurderingen lagde vægt på, at klageren kommer fra det sydlige Somalia. Udlændingestyrelsen kunne på den baggrund ikke afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolution af [starten af] 2014 for klagerens mor, [A], at hun meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, idet hendes forklaring om sin konflikt med al-Shabaab blev lagt til grund. Moderens konflikt drejede sig om, at klagerens koranlærer bortførte ham til en al-Shabaab træningslejr i 3 dage, at klagerens mor og far herefter holdt ham væk fra koranskolen og blev truet i den anledning, hvorefter de udrejste af Somalia. Flygtningenævnet har, som Udlændingestyrelsen, kunnet lægge klagerens mors forklaring til grund. Klageren har under nævnsmødet forklaret, at [B], den lokale leder af al-Shabaab, der er i familie med hans mor og kom i familiens hjem, var til stede i træningslejren, mens klageren opholdt sig der, ligesom der er flere andre familiemedlemmer, der er medlem af al-Shabaab. Flygtningenævnet kan ligeledes lægge denne forklaring til grund. Det fremgår af nævnets baggrundsoplysninger, at al-Shabaab fortsat kontrollerer klagerens hjemområde. Derfor, da klageren tidligere er søgt rekrutteret til al-Shabaab, og på grund af klagerens alder finder Flygtningenævnet, at klageren er profileret i forhold til al-Shabaab, og at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for overgreb, omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at klageren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Somalia, da klageren er profileret i forhold til al-Shabaab og på grund af klagerens familiemæssige relationer i forhold til al-Shabaab medlemmer. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 15. november 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2” Soma/ 2019/48/TLNJ