Nævnet stadfæstede i januar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk [etnicitet] og sunnimuslim af religiøs overbevisning fra [by og region] i Shabelle Hoose, Somalia. Han tilhører hovedklanen [klannavn], underklanen [klannavn] og subklanen [klannavn]. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han blev opsøgt af al-Shabaab første gang i 2010, der beskyldte klageren for at være spion og sagde, at han ville kunne leve i sikkerhed, hvis blot han samarbejdede med dem. Klageren har videre oplyst, at han i starten af 2011 endnu engang blev opsøgt af al-Shabaab på gaden, i hvilken forbindelse han blev fængslet i 10-20 dage, og at han herefter flere gange blev opsøgt af al-Shabaab. Han blev herunder opsøgt på sin bopæl og endnu engang beskyldt for at være spion. I slutningen af 2011 blev klageren tilbageholdt og fængslet i to og en halv måned, efter at han var blevet opsøgt af al-Shabaab. Efter sin løsladelse opholdt klageren sig fire til fem dage på sin bopæl, i hvilken periode han ikke var i kontakt med al-Shabaab, hvorefter han udrejste af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i slutningen af] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. I Udlændingestyrelsens tilladelsesresolution af [slutningen af] 2013 er det anført, at Udlændingestyrelsen lagde klagerens forklaring om sine konflikter i hjemlandet til grund, og at man ved vurderingen lagde vægt på, at klageren kommer fra det sydlige Somalia. Udlændingestyrelsen kunne på den baggrund ikke afvise, at klageren ved en tilbagevenden til Somalia ville befinde sig i en reel risiko for at blive udsat for forhold, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klagerens forklaring om asylmotivet ikke kan lægges til grund, idet forklaringen herom fremstår usandsynlig og divergerende på helt centrale punkter. Nævnet bemærker hertil, at klagerens forskellige forklaringer ikke kan anses for at være fremkommet på grund af den tid, der er forløbet, siden forholdene, der skulle have ført til hans udrejse, fandt sted. Flygtningenævnet henviser til, at det forekommer usandsynligt, at klageren flere gange er blevet opsøgt af al-Shabaab, der har beskyldt ham for at være spion for myndighederne, og at klageren i den forbindelse to gange er blevet fængslet for senere at blive løsladt, for at han kunne overveje, hvorvidt han ville tilslutte sig al-Shabaab. Nævnet lægger endvidere vægt på, at klageren har forklaret divergerende om, hvorvidt han blev fængslet første gang, han blev opsøgt af al-Shabaab. Under asylsamtalen [i slutningen af] 2013 har klageren forklaret, at han blev fængslet i 2010, da al-Shabaab første gang opsøgte ham, mens han var ved at forlade familiens landsbrugsjord. Under samtalen med Udlændingestyrelsen [i sommeren] 2017 forklarede klageren derimod, at han ikke blev fængslet, da han første gang blev opsøgt. Han blev fængslet i 2011, da han gik på gaden, hvor al-Shabaab tog ham. Under asylsamtalen har klageren også forklaret, at han opholdt sig på sin bopæl, da al-Shabaab ransagede hjemmet, den dag han blev løsladt for anden gang. Klageren har derimod under samtalen [i sommeren] 2017 forklaret, at han ikke opholdt sig på bopælen, da al-Shabaab foretog denne ransagning. Flygtningenævnet bemærker hertil, at klageren ved forehold under nævnsmødet har besvaret spørgsmål om divergenserne på en usammenhængende og afglidende måde. Flygtningenævnet finder herefter, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger og nævnets nyere praksis om, at den generelle situation i den sydlige og centrale del af Somalia ikke er af en sådan karakter, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, finder Flygtningenævnet ikke, at en tilbagesendelse af klageren til [by] i Somalia udgør en krænkelse af den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Nævnet lægger således efter en samlet vurdering til grund, at de generelle forhold i den centrale og sydlige del af Somalia er forbedret, selvom forholdene fortsat er alvorlige og må betragtes som skrøbelige og uforudsigelige. Ændringerne findes endvidere ikke at være af midlertidig karakter. Det bemærkes endvidere, at [by] efter baggrundsoplysningerne i længere tid har været kontrolleret af AMISOM. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [slutningen af] 2013. Efter det oplyste taler og læser og skriver han dansk, og han har bestået prøve i Dansk 2. Han er ikke under uddannelse. Han har siden [foråret] 2016 arbejdet 25 timer om ugen på [arbejdsplads]. Han spiller fodbold i en klub med andre somaliere. Han har tidligere i to til tre år været medlem af en dansk fodboldklub. Han har god kontakt til sin ægtefælle, som bor i Nairobi. Det er planen, at hun skal vende tilbage til [by]. Klageren har ingen familie i Danmark. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19. stk. 1, nr. 1 og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/32/TLNJ
