Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandelig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren oplyser at være klanløs og kristen protestant af trosretning fra Luuq, Gedo regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive henrettet af Al-Shabaab, idet de anser klageren for at være kristen. Klageren frygter ligeledes befolkningen i Luuq, fordi de også anser klageren for at være kristen. Endelig har klageren henvist til de generelle forhold i Somalia. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han en dag blev opsøgt af Al-Shabaab. De tilbageholdt klageren og ville tage klageren med, idet Al-Shabaab mente, at klageren var vantro og derfor skulle dømmes til døden. Klageren løj over for Al-Shabaab om, at hans afdøde mormor havde lavet brændemærket på hans brystkasse, hvorfor Al-Shabaab ville køre klageren til hans mormor. På vejen til klagerens mormors bopæl skulle Al-Shabaab folkene bede. Klageren sagde, at han også ville bede. Under bønnen i en moske lod klageren som om, at han skulle på toilettet, hvorfra klageren flygtede. Klageren er [i foråret] 2016 blevet døbt. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit modsætningsforhold til Al-Shabaab og lokalbefolkningen til grund. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klageren har forklaret divergerende om pågribelsen fra Al-Shabaab og ligeledes om omstændighederne ved flugten fra Al-Shabaab. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge til grund, at klagerens konversion til kristendommen er reel. Nævnet lægger herved navnlig vægt på, at klagerens oprindelige asylmotiv er blevet tilsidesat, og at klagerens forklaring om konversionen har sammenhæng med dette. Nævnet lægger ligeledes vægt på, at klageren ikke har forklaret overbevisende til Udlændingestyrelsen om baggrunden for konversionen, og at klageren har et meget begrænset kendskab til kristendommen på trods af, at han blev døbt allerede [i foråret] 2016. Nævnet bemærker endvidere, at klageren er udeblevet ved mødet i Flygtningenævnet, og at nævnet derfor har været afskåret fra at høre klagerens nærmere forklaring om dette asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at antage, at klageren vil blive udsat for overgreb fra Al-Shabaab eller lokalbefolkningen som følge af de ar, han har. Nævnet bemærker herved, at arrene, efter klagerens forklaring, ikke har nogen sammenhæng med kristendommen, men er påført klageren som barn som følge af overtro, idet man troede, at det beskyttede klageren mod sygdom. Klageren opfylder således ikke betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. For så vidt angår de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia tiltræder Flygtningenævnet, at situationen, herunder i Luuq, er ændret således, at ikke enhver ved sin blotte tilstedeværelse vil være i risiko for overgreb i strid med EMRK art. 3. Forholdene i Luuq er, selvom de fortsat er skrøbelige og uforudsigelige, forbedret, og ændringerne findes ikke at være af helt midlertidig karakter. Efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne finder Flygtningenævnet, at situationen er af en sådan karakter, at en udsendelse af klageren til Luuq ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser. Klageren har opholdt sig i Danmark i omkring fem og et halvt år. Han har bestået Prøve i Dansk 2. Han har gået i 9. klasse på VUC og har haft noget arbejde siden [starten af] 2017, og måske sporadisk forud herfor. Han har ingen familie i Danmark. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke, at klageren har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham, at hans opholdstilladelse inddrages i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Soma/2019/148/HZC
