Nævnet omgjorde i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst første gang i 1994. Genindrejst i 2008. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen Darod, underklanen Majerteen og er muslim fra Mogadishu, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af al Shabaab på grund af sin status i samfundet. Klageren har til støtte herfor oplyst, at de generelle forhold i Mogadishu er meget dårlige, men at det vil være særligt problematisk for ham at vende tilbage, fordi han var kendt i Mogadishu. Klageren har ligeledes hørt fra bekendte, at det ikke er sikkert at opholde sig i Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret] 2012 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Klageren blev i 2012 meddelt opholdstilladelse på grund af de generelle forhold i ansøgerens hjemområde i Somalia. Klageren har forklaret, at han frem til 1994 drev en kendt restaurant i Mogadishu og af den grund af oprørerne blev anset som tilhænger af den daværende regering. Klageren har videre forklaret, at han, da han vendte tilbage til Somalia i 1996, blev advaret om, at det var blevet opdaget, at han var vendt tilbage, og at han stadigvæk var efterstræbt af samme grund. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering ikke grundlag for at antage, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være således profileret, at han vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at de generelle forhold i klagerens hjemområde i sig selv er asylbegrundende. Betingelserne for inddragelse er herefter opfyldt. Klageren blev i 1995 meddelt opholdstilladelse i medfør af Udlændingelovens § 7, stk. 2, men klageren valgte i 1996 at rejse tilbage til Somalia. Klageren har på ny haft ophold i Danmark fra 2008. Klageren er 68 år og der er ikke grundlag for at antage, at klageren på nuværende tidspunkt har et netværk i Somalia. Klageren lider af en flerhed af behandlingskrævende sygdomme, herunder insulinkrævende diabetes og grå stær, og fremstår som en sygdomssvækket ældre mand. Ansøgerens tre børn er bosiddende i Danmark, hvor de har opnået statsborgerskab. Efter en samlet og konkret vurdering af oplysningerne om klagerens personlige forhold finder Flygtningenævnet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse [fra slutningen af] 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/136/mah
