Nævnet omgjorde i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Somalia, således at hun fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren er etnisk hawiye og muslim fra Jalaqsi, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at hun frygter forfølgelse på grund af sit modsætningsforhold til al-Shabaab. Klageren har tillige henvist til, at hun frygter, at hun ikke har noget at vende tilbage til, og at hun mangler økonomiske midler. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at hun og familien blev opsøgt af al-Shabaab, der ønskede at rekruttere hendes sønner [M] og [I], hvilket ansøgers ægtefælle nægtede. Al-Shabaab dræbte herefter [M] og [I], og ægtefællen og parrets søn, [O], flygtede. Klageren blev efterfølgende forsørget af sin datter, [Y], og dennes ægtefælle, [A]. Al-Shabaab begyndte herefter at forfølge [A], som de beskyldte for at stå i ledtog med bevægelsens fjender. Et medlem fra al-Shabaab voldtog [Y]. Klager, [Y] og klagers barnebarn, [H], udrejste herefter af Somalia. Udlændingestyrelsen meddelte den 27. juni 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet nævnet finder, at forklaringen fremstår konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet finder, at klagerens forklaring overordnet fremstår utroværdig. Nævnet lægger vægt på, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv trods sin enkelhed fremstår med væsentlige mangler og divergenser. Nævnet lægger således vægt på, at klageren ikke i samtalen med Udlændingestyrelsen har kunnet forklare om, hvilket år eller hvilken måned, klagerens sønner [M] og [I] blev slået ihjel. Nævnet finder, at klageren, såfremt hun forklarer om selvoplevede begivenheder, må have hæftet sig ved tidspunktet for sine børns død. Videre lægger Flygtningenævnet vægt på, at klageren har forklaret forskelligt om, hvorvidt klageren har set de overgreb, som al-Shabaab-medlemmet [A] angiveligt udsatte klagerens datter, [Y], for. Til samtalen den 29. januar 2014 forklarede klageren, at al-Shabaab tvang [Y] til at tage med dem, og at klageren antager, at [Y] blev misbrugt af [A]. Klageren forklarede videre, at [Y] ikke havde fortalt klageren om misbruget, men at [Y] nu var gravid. Til samtalen den 24. juni 2014 forklarede klageren, at en al-Shabaab-mand, [A], voldtog [Y] for øjnene af klageren, mens klageren til samtalen den 6. november 2017 nægtede at oplyse om årsagen til sin udrejse. For nævnet har klageren heller ikke ønsket at fortælle, om hvad der skete med [Y]. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at divergensen om, hvorvidt det skulle være al-Shabaab eller al-Qaeda, der begik overgreb ikke kan tillægges betydning, men kan i øvrigt henvise til begrundelsen i Udlændingestyrelsens afgørelse af 21. december 2017. Som følge heraf finder Flygtningenævnet derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet har ved vurderingen af klagerens forklaring været opmærksom på klagerens alder og på, at klageren er analfabet, men nævnet har ikke fundet at disse omstændigheder kan føre til en anden vurdering. Nævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren den 27. juni 2014 blev meddelt opholdstilladelse. Nævnet har lagt til grund, at regeringsstyrker som AMISOM gennem længere tid har haft og fortsat har kontrol over Jalalaqsi i Hiiran-regionen. Det kan ikke kan udelukkes, at al-Shabaab kan være til stede, men Flygtningenævnet finder imidlertid efter de seneste baggrundsoplysninger om de generelle forhold i klagerens hjemområde og Somalia i øvrigt, herunder om al-Shabaabs måde at operere på i områder, som de har kontrollen over henholdsvis ikke har kontrollen over, hvorefter al-Shaabab primært retter deres angreb mod profilerede mål, at al-Shabaabs mulige tilstedeværelse ikke kan begrunde asyl i Danmark. Flygtningenævnet finder i øvrigt, at den blotte omstændighed, at klageren har opholdt sig i Danmark i omkring 5 år ikke vil gøre hende profileret i forhold til al-Shabaab, eller at hun af den grund vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb. Nævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til hendes hjemområde i Jalalaqsi Hiiran-regionen i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Flygtningenævnet skal endelig tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det bemærkes herved, at den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, men ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden. Der skal således i disse sager fortsat ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om en udvisning må antages at virke særlig belastende. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden den 27. juni 2014, og klageren har oplyst, at hun er født i 1946 og opvokset i Jalalaqsi i Hiiran-regionen i Somalia, hvor hun har boet indtil sin udrejse i 2013. Klageren hverken taler eller læser dansk. Klageren har ikke gennemført en uddannelse og har ikke været tilknyttet det danske arbejdsmarked. Klageren har en voksen datter i Danmark og fire børnebørn. Klageren har oplyst, at hun intet netværk har i Somalia, og at hun har hørt, at hendes ægtefælle, der ifølge det oplyste er født omkring 1937, er død. Klageren er alderspræget med betydeligt gangbesvær, og hun har været indlagt på hospital på grund af for højt blodtryk. Klageren er ifølge lægelige oplysninger diagnosticeret med forhøjet blodtryk, kronisk obstruktiv lungesygdom, recidiverende urinvejsinfektion, tuberkulose, følger efter fraktur af højre femur, diabetes 2 og kroniske smerter. Anklageren tager medicin og benytter inhalator. Efter en samlet vurdering af klagerens forhold finder Flygtningenævnets flertal, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for hende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 21. december 2017, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” soma/2019/134/SMLA
