soma2019129

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2013.Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen shikal og er muslim fra Mogadishu i regionen Banadir, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Udlændingestyrelsen meddelte [i vinteren] 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Det fremgår af tilladelsesresolutionen af [vinteren] 2013, at klageren boede i Mogadishu sammen med sin mor og søskende. Moren forsørgede familien, siden klagerens far forsvandt i 2003. I 2006 udbrød kampe i byen, og i 2007 faldt en bombe på klagerens nabos hus, hvorfor klagerens familie valgte at udrejse fra Somalia til Etiopien medio 2007. Klageren og hans familie var under deres efterfølgende ophold i Etiopien særligt udsatte, og var i denne forbindelse udsat for fysiske og seksuelle overgreb. På denne baggrund og efter Udlændingestyrelsens daværende praksis for udsatte personer fra det sydlige og centrale Somalia vurderede Udlændingestyrelsen, at klageren og hans familie opfyldte betingelsen for at blive meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 8, stk. 2, jf. § 7, stk. 2. Klagerens mor har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Somalia frygter, at hun og hendes børn, herunder klageren, vil blive udsat for overgreb af al-Shabaab eller majoritetsklaner i Somalia, idet de tilhører en minoritetsklan. Klagerens mor har endvidere henvist til de generelle forhold i Somalia. Klageren har ikke givet møde for Flygtningenævnet, og Flygtningenævnet er ikke i besiddelse af § 26-oplysninger om klageren. Klageren er ikke hørt af Udlændingestyrelsen i forbindelse med nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse. For at sikre klageren en toinstansbehandling af sagen, og da klageren burde være hørt under Udlændingestyrelsens behandling af sagen i henhold til Børnekonventionen, hjemviser Flygtningenævnet sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på høring af klageren.”soma/2019/129/TBP