Nævnet omgjorde i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, således at han fortsat har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Indrejst i 2013. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører klanen [klannavn], subklan [klannavn], subsubklan [klannavn] og er sunnimuslim af religiøs overbevisning. Klageren er født i [bynavn] i Etiopien, hvor han opholdt sig, indtil han fyldte 18 år, hvorefter han frem til sin udrejse i 2012 opholdt sig i [landsby], Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Somalia frygter at blive slået ihjel af nogle ukendte mænd, som slog klagerens far ihjel. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han flygtede fra Etiopien til Somalia, idet han var blevet hemmeligt viet med en kvinde tilhørende en anden klan end klagerens, som blev gravid et par måneder efter vielsen, og hvis familie, da de blev bekendt med vielsen og graviditeten, opsøgte klageren og hans familie på deres bopæl og slog klagerens bror ihjel. Klageren har videre oplyst, at hans families bopæl i Somalia en dag i [slutningen af] 2012 blev opsøgt af nogle ukendte maskerede mænd, som angreb klagerens far, skød efter ham, da han forsøgte at stikke af, og til sidst tog faren med sig. Klageren har senere fået oplyst, at hans far er blevet slået ihjel. Klageren formoder, at det var de samme mænd, som senere samme dag kom tilbage til bopælen, hvor de skød og dræbte klagerens svoger og voldtog hans søster, mens klageren formåede at flygte. Klageren tog herefter ophold i Etiopien i tre måneder, hvorefter han udrejste i [foråret] 2013. Udlændingestyrelsen meddelte [i starten af] 2014 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet finder i det væsentlige at kunne lægge klagerens forklaring om hans asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at klageren har sandsynliggjort, at han er særlig profileret eller har en individuel konflikt med al-Shabaab eller andre parter i Somalia. Flygtningenævnet har herunder lagt vægt på, at klageren ikke har sandsynliggjort, at de ukendte mænd, som klageren frygter, vil slå ham ihjel, vil have evne og vilje til at opsøge klageren ved en tilbagevenden til Somalia. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at hverken klageren eller hans familie havde haft problemer eller konflikter forud for drabet på klagerens far. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke ved, hvem de mænd, som slog hans far ihjel, var, og at klageren ikke ved, hvorfor de kom til klagerens familie, eller hvorfor de tog klagerens far med. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at klageren ikke er bekendt med, at nogen siden hændelsen har spurgt efter klageren eller hans familie. Med hensyn til klagerens angivelige konflikt med familien til hans fars nu afdøde ven [A] finder Flygtningenævnet ikke, at klageren har sandsynliggjort, at klageren skulle være skyld i [A]’s død henset til, at det var [A], der nægtede at afgive jorden, og at klageren kun havde givet [A] jorden for at hjælpe ham. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at klageren ikke har været i kontakt med [A]’s familie siden [efteråret] 2016, og at [A]’s familie - ud over hans ene ægtefælle - ikke opholder sig i Somalia. Hvad angår klagerens oplysning om, at han ikke vil blive accepteret i Somalia på grund af sit klantilhørsforhold bemærkes, at hverken klageren eller hans familie har haft andre problemer end, at han ikke måtte giftes med personer fra andre klaner, og at dette forhold ikke findes omfattet af anvendelsesområdet til udlændingelovens § 7. Som følge heraf finder Flygtningenævnet derfor, at klageren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet skal herefter vurdere, om der på nuværende tidspunkt er anledning til at antage, at de generelle forhold i Somalia er sådanne, at en tilbagesendelse af klageren til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i klagerens hjemområde er forbedret, siden klageren [i starten af] 2014 blev meddelt opholdstilladelse. Flygtningenævnet har lagt til grund, at klagerens hjemområde i Lower Shabelle regionen i Somalia er under indflydelse af al-Shabaab. Efter de foreliggende baggrundsoplysninger er ophold i al-Shabaab kontrollerede områder for uprofilerede personer uden individuelle konflikter med al-Shabaab ikke tilstrækkeligt til at opnå asyl. I vurderingen har nævnet inddraget de seneste baggrundsoplysninger, herunder om al-Shabaabs måde at operere på i områder, hvor al-Shabaab har kontrol henholdsvis ikke har kontrol. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at al-Shabaabs måde at operere på har ændret sig fra vilkårlige angreb mod civilbefolkningen til at være målrettede angreb mod profilerede personer. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren må anses for uprofileret i forhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde i Lower Shabelle regionen i Somalia ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Den 1. marts 2019 trådte udlændingelovens § 19 a i kraft, hvorefter en opholdstilladelse efter § 7 skal inddrages – når betingelserne i § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen (lovforslag nr. L 140 af 15. januar 2019), finder denne ikke anvendelse i sager, som Udlændingestyrelsen har indledt forud for lovens ikrafttræden, idet der vedrørende disse sager således fortsat skal ske en vurdering efter den tidligere udlændingelovs § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1, om, hvorvidt en udvisning må antages at virke særlig belastende. Flygtningenævnet skal herefter tage stilling til, om en inddragelse af klagerens opholdstilladelse må antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Klageren har haft lovligt ophold i Danmark siden [starten af] 2014, og klageren har oplyst, at han er født i 1984 i Etiopien og har boet i [landsby], Lower Shabelle, Somalia, siden han var 18 år og frem til udrejsen som 28-årig i 2012. Han har bestået Prøve i Dansk 2 og har taget 9. klasses eksamen i Danmark og har for nævnet vist, at han taler og forstår et godt dansk. Han har planer om komme på teknisk skole og gennemføre en uddannelse som bager. Han har siden [slutningen af] 2016 arbejdet på et slagteri først som vikar og fra [starten af] til [sommeren] 2019 er han ansat i fuldtidsstillig på slagteriet. Klageren er frivillig i Snak Dansk og Venligboerne. Klageren dyrker fitness og spiller fodbold. Klageren har ikke længere familie i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af klagerens forhold, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse vil være særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet ændrer derfor Udlændingestyrelsen afgørelse af 27. februar 2018, således at klageren fortsat har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2.” Soma/2019/118/TLNJ
