Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag om inddragelse af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2012. Flygtningenævnet udtalte: ”Klageren tilhører hovedklanen [navn], subklanen [navn], og er muslim fra [landsby], Balcad-distriktet i Middle Shabelle-regionen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han frygter al-Shabaab. Til støtte herfor har klageren oplyst, at han blev forsøgt rekrutteret af tre personer fra al-Shabaab, som var hans bekendte fra landsbyen. Idet det var bekendte af klageren, vil han blive genkendt ved en tilbagevenden til Somalia, hvorfor han frygter for at blive straffet med tortur eller blive slået ihjel. Udlændingestyrelsen meddelte 17. marts 2013 klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Det fremgår af sagen, at Udlændingestyrelsen ved behandlingen af asylsagen heller ikke kunne afvise, at klageren ville være i et asylrelevant modsætningsforhold til al-Shabaab. Flygtningenævnet tiltræder, at betingelserne i udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, for inddragelse af klagerens opholdstilladelse er opfyldt. Nævnet har herunder navnlig lagt vægt på, at AMISOM siden 2013 efter de foreliggende baggrundsoplysninger, herunder senest kontrolkort fra november 2018 udarbejdet af Political Geography Now, de facto har kontrollen i [landsbyen], hvorfra klageren stammer, og at situationen i [landsbyen] kan sidestilles med situationen i Mogadishu, hvor AMISOM også har kontrollen. Der er efter baggrundsoplysningerne ikke grundlag for at antage, at de generelle forhold i [landsbyen] længere er af en sådan karakter, at en tilbagevenden til Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, også selvom situationen i landet fortsat må betegnes som alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig. Der er ikke grund til at tro, at den indtrufne forbedring i forholdene vil være af hel midlertidig karakter, jf. herved tillige det anførte i forarbejderne til lov nr. 153 af 18. februar 2015 om ændring af udlændingeloven. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet, at forholdene i klagerens hjemområde i Somalia er forbedret, siden klageren blev meddelt opholdstilladelse, således at betingelserne for nu at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Den omstændighed, at klageren har forklaret, at han står i modsætningsforhold til al-Shabaab, fordi han ikke har villet lade sig hverve til militsen, kan i lyset af kontrolforholdene i [landsbyen] og de foreliggende baggrundsoplysninger om ændringerne i al-Shabaabs måde at operere på ikke føre til en anden vurdering. Det er herunder også indgået i vurderingen, at klageren ikke efter oplysningerne om hans forhold kan anses for særligt profileret i forhold til al-Shabaab for så vidt angår spørgsmålet om tvangshvervning. Heller ikke det af klageren anførte om, at han ved en tilbagevenden til Somalia formoder, at han vil blive anset for spion for de amerikanske tropper i Djibouti af al-Shabaab, eller den omstændighed, at han tilhører en klan med lav status, kan føre til en anden vurdering. En inddragelse vurderes ikke at ville virke særligt belastende for klageren under hensyn til de momenter der er opregnet i udlændingelovens § 26, stk. 1. Nævnet har herved navnlig lagt vægt på oplysningerne om den relativt begrænsede varighed af klagerens lovlige ophold i Danmark og den begrænsede tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens opholdstilladelse i Danmark er inddraget i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1.” soma/2019/115/CHPE
