soma2019111

Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia. Indrejst i 2014.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren er udeblevet fra nævnsmødet, men har ikke oplyst lovligt forfald. Flygtningenævnet har derfor fremmet sagen, jf. Flygtningenævnets forretningsorden § 36, stk. 1, 1. pkt. Klageren er etnisk somali og tilhører klanen […]. Klageren er sunnimuslim fra Galhareeri i Galgaduud-reginonen, Somalia. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til at han frygter at blive slået ihjel af al-Shabaab, fordi han nægtede at blive tvangsrekrutteret af al-Shabaab, samt fordi han blev beskyldt for at være spion for gruppen Ahlu Sunna Wal Jamaca og beskyldt for at have været i seng med en pige uden for ægteskabet. Til støtte for sit asylmotiv har klageren oplyst, at han på et tidspunkt var tilbageholdt af al-Shabaab i en uge, fordi al-Shabaab var kommet til hans butik, og havde beskyldt ham for at samarbejde med Ahlu Sunna. Klageren har ligeledes oplyst, at en kvinde ved navn [x] en aften kom til klagerens butik, for at afregne med klageren. Imens klageren og [x] var ved at afregne, kom der mænd fra al-Shabaab, som tvang klageren og [x] ud af huset, hvorefter de beskyldte de to for at have været i seng med hinanden, ligesom de holdt fast i klageren og slog ham med deres våben. Mændene tog herefter klageren med sig, og han blev tilbageholdt i flere dage, hvor han også blev slået. Klageren formåede at flygte gennem et toilet i forbindelse med en eksplosion og rejste herefter til Kenya. Udlændingestyrelsen meddelte [i foråret 2015] klageren tidsbegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. daværende praksis, hvorefter udsendelse til det sydlige og centrale Somalia fandtes at udgøre en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Udlændingestyrelsen lagde særligt vægt på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 28. juni 2011 i sagen Sufi og Elmi mod Storbritannien. Udlændingestyrelsen lagde således til grund, at klageren havde behov for beskyttelse henset til de generelle forhold i det sydlige og centrale Somalia på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring til udlændingemyndighederne om sit asylmotiv til grund og har ved vurderingen heraf lagt vægt på de samme divergenser som Udlændingestyrelsen har lagt vægt på i afgørelsen [fra efteråret 2017]. Flygtningenævnet finder således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Somalia vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Efter en samlet vurdering af de foreliggende baggrundsoplysninger finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Somalia, herunder i Galhareeri er forbedret på en sådan måde, at en udsendelse af klageren til hans hjemområde ikke længere udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at betingelserne for at inddrage klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, er opfyldt. Med hensyn til, om en nægtelse af at forlænge klagerens opholdstilladelse må antages at ville være særligt belastende, bemærkes, at klageren har opholdt sig i Danmark i godt 4 år. Han har efter det oplyste haft ansættelse siden [foråret 2016] som rengøringsassistent og er medlem af foreningen Somalisk Ungdom. Klageren har ikke helbredsmæssige problemer og har ikke familie i Danmark, hvorimod han har familie i Somalia, idet han til Udlændingestyrelsen har oplyst, at hans mor og søster bor i Somalia. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering, at klageren ikke har en sådan tilknytning til Danmark, at det vil være særligt belastende for ham at nægte at forlænge hans opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 19, stk. 7, 1. pkt. jf. § 26, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” soma/2019/111/AJEV