Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Pakistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og muslim fra Peshawar, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Pakistan frygter at blive dræbt af Taliban. Han har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far havde tilknytning til Taliban. Han klædte sig som talebaner, delte holdninger med gruppen, og folk i landsbyen talte om, at han samarbejdede med Taliban. Han ønskede desuden, at ansøgeren skulle udføre angreb for gruppen og gav udtryk for, at han var imod uddannelse af kvinder. Ansøgeren gik fra 2. til 10. klasse på en [skole] i Peshawar. Den [dato i] 2014 blev skolen angrebet af Taliban, og mange blev dræbt. To dage senere blev ansøgeren hentet og afhørt om angrebet af militæret. Han fortalte, hvad han havde oplevet. Ansøgeren fortalte sin far, at han var blevet afhørt. Ansøgerens far blev meget sur. Han slog ansøgeren og smed ham ud hjemmefra. Ansøgeren blev ked af det og tog ophold i den lokale moske, hvorfra hans morbror hentede ham efter et par dage. Det næste halvandet år boede ansøgeren hos sin morbror. Ansøgeren fortsatte sin skole og engagerede sig i bekæmpelsen af terrorisme. En dag fortalte ansøgerens morbror ansøgeren, at han skulle forlade Pakistan, fordi han havde hørt rygter og var bange for, at Taliban ville opdage, at han havde givet ham husly. Ansøgeren udrejste herefter af Pakistan. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren gik på [skolen], at han var til stede under terrorangrebet den [dato i] 2014, og at han efterfølgende flyttede over til sin morbror. Ansøgeren har til sin advokat fremlagt to kopier af politianmeldelser og har forklaret, at den ene vedrører en anmeldelse, hvor han selv [primo] 2015, mens han kørte på motorcykel, blev beskudt af to mænd. Den anden skulle angiveligt vedrøre, at hans far er blevet anmeldt for at dræbe en anden person. Nævnet tilsidesætter begge disse anmeldelser, dels fordi de er fremkommet så sent, og dels fordi ansøgeren under sine samtaler med Udlændingestyrelsen ikke har nævnt episoderne, hvoraf særligt den mod ham selv er væsentlig. Ansøgeren har efter at have givet forklaring til militæret boet i samme by, men dog en anden bydel hos sin morbror, og har jævnligt kørt til [skolen]. Han har forklaret, at han ikke har været haft konflikter, hverken med sin far, Taliban eller andre. Idet det forhold, at en 15-årig, der har været offer for en terrorhandling, lader sig afhøre af militæret ikke kan medføre, at han bliver profileret, idet han på trods af det relativt lange ophold i samme by ikke har oplevet konflikter, og idet der ikke er en flugtudløsende situation, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Pakistan vil være forfulgt, jf. udlændingelovens § 7, stk.1, eller i individuel og konkret risiko for overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Nævnet har under vurderingen taget i betragtning, at ansøgeren var mindreårig, da han afgav forklaring til Udlændingestyrelsen.” Paki/2019/2/DH
