Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Jordan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk araber og sunni-muslim. Ansøgeren er født i Beirut, Libanon og var statsløs palæstinenser fra Libanon, indtil hun opnåede statsborgerskab i Jordan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Jordan frygter at blive efterstræbt og politianmeldt af sin tidligere ægtefælles arbejdspartner. Hun frygter i den forbindelse at blive dømt for tyveri, selvom hun er uskyldig. Ansøgeren har herudover også henvist til, at hun frygter sin tidligere svigerfamilie, som har været kontrollerende og udsat hende for vold og trusler. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hun frygter sin tidligere ægtefælle, fordi han ønskede at bortgifte ansøgerens ældste datter, [datterens navn], med tvang, ligesom hun frygter for, at han og hans klan vil begå æresrelaterede overgreb mod hende og datteren, fordi hun er stukket af med parrets fire fælles børn. Hun frygter i den forbindelse også, at ægtefællen vil tvinge parrets to mindreårige piger til at indgå tvangsægteskaber, når de bliver gamle nok, ligesom hun frygter at miste sine børn, fordi hun og ægtefællen er blevet skilt, hvorfor det er ham, der i henhold til loven får forældremyndigheden over børnene. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for den tidligere ægtefælles arbejdspartner oplyst, at hendes tidligere ægtefælle stjal penge fra sin partner. Ægtefællen overbeviste bagefter sin samarbejdspartner om, at det var ansøgeren, der havde fået ham til at stjæle pengene. Det førte til, at ansøgeren blev truet af arbejdspartneren, der fulgte efter hende. Til støtte for den del af asylmotivet, der omhandler ansøgerens frygt for svigerfamilien, har hun oplyst, at hendes tidligere ægtefælles familie var meget traditionsbundne og konservative, og at de blandt andet tvang hende til at gå med tørklæde, og at udøve Islam på samme måde som dem selv. Svigerfamilien har herudover været voldelig mod hende. Ansøgeren har forladt landet med sine børn og frygter på den baggrund, at den tidligere ægtefælle og hans families klan vil slå hende ihjel, idet hun er gået imod klanens normer ved at flygte. Endelig har ansøgeren til støtte for sin frygt for, at datteren [datterens navn] vil blive bortgift med tvang, oplyst, at hendes tidligere ægtefælle i [sommeren] 2015 fortalte hende og [datteren], der var 15 år gammel, at klanen havde besluttet, at [datteren] skulle giftes med sin fætter, [fætterens navn], der var 32 år gammel. Ansøgeren og [datteren] oplyste først, at de ikke ønskede, at [datteren] skulle indgå ægteskab, hvilket ægtefællen og hans familie ikke accepterede. Ansøgeren og [datteren] lagde derfor i stedet en plan for, hvordan de skulle flygte fra landet. De lod som om, de accepterede planerne om ægteskab, samtidig med at de planlagde at flygte ud af landet. Ansøgeren fortalte eksmanden, at hendes søster, der bor i Danmark, var blevet alvorlig syg, og i løbet af de næste måneder fortalte hun, at søsterens sygdom var blevet forværret, og at hun frygtede, at søsteren ville dø. Ansøgeren overbeviste på den måde eksægtefællen om, at han skulle lade ansøgeren og deres fire fælles børn – herunder [datteren] - rejse til Danmark for at besøge søsteren. Ægtefællen underskrev et dokument, hvori han tillod, at ansøgeren udrejste til Danmark sammen med deres fire fælles børn. Ansøgeren og børnene udrejste legalt [i sommeren] 2016, efter at de havde fået et Schengen-visum. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med den tidligere ægtefælles samarbejdspartner til grund, idet forklaringen herom har været usandsynlig, ligesom den angivne konflikt hverken har haft en karakter eller intensitet, der kan begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren har forklaret, at hendes ægtefælle var en del af en traditionelt tænkende klan, hvor hun som kvinde blev undertrykt og ikke havde ret mange rettigheder. Det forekommer på den baggrund mindre usandsynligt, at ægtefællen skulle have forklaret sin kompagnon, at det var ansøgeren, der havde presset ham til at begå tyveri/underslæb. Det bemærkes videre, at ansøgeren har forklaret, at ægtefællen erkendte forbrydelsen, hvorfor det heller ikke forekommer sandsynligt, at kompagnonen skulle gå efter at hævne denne overfor ansøgeren og ikke ansøgerens ægtefælle. Det bemærkes endelig, at det først er under mødet i nævnet, at ansøgeren har forklaret, at hun ikke ved en tilbagevenden til Jordan frygter samarbejdspartneren, men at frygten for ham hang sammen med, at hun var bange for, at beskyldningerne mod hende ville føre til, at hun blev fængslet, og derfor ikke kunne gennemføre planen om at flygte med børnene for at undgå [datterens] tvangsægteskab. Flygtningenævnet kan heller ikke lægge ansøgerens forklaring om konflikten med eksmandens familie til grund, idet forklaringen har været usandsynlig og forekommer selvmodsigende på centrale punkter, hvorfor den i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har forklaret, at hun er opdraget til at sige sin mening, og at det har været svært for hende at acceptere de regler, svigerfamiliens klan levede efter. På trods af, at hun har boet sammen med ægtefællen i Jordan siden 1998, har hun imidlertid på intet tidspunkt har søgt myndighedernes beskyttelse mod ægtefællen og hans familie. Det forekommer videre mindre sandsynligt, at ansøgeren på trods af svigerfamiliens syn på kvinder havde mulighed for at opdrage sine børn på samme måde, som hun selv var blevet opdraget på. Det er heller ikke er sandsynligt, at ansøgeren ikke i forbindelse med de jævnlige besøg hos hendes egen familie i Libanon, hvortil hun blandt andet rejste på ferie sammen med alle fire børn så sent som i sommeren 2015, søgte sin egen families beskyttelse og hjælp til at komme væk fra ægtefællen og hans familie og tilbage til Libanon. Videre forekommer det ikke sandsynligt, at ægtefællen og hans familie skulle have ladet ansøgeren rejse til Danmark som ene kvinde sammen med de fire børn set i lyset af forklaringen om ægtefællens og hans families syn på kvinder. Endelig bemærkes, at ægtefællen senere har ladet sig skille fra ansøgeren. Det bemærkes endeligt om dette asylmotiv, at selv hvis nævnet måtte have lagt ansøgerens forklaring om konflikten med svigerfamilien til grund, er der tale om en privatretlig konflikt af en karakter og intensitet, der ikke kan begrunde asyl. Det fremgår af Landinfos temanotat: Jordan Ekteskab – skilsmisse – og vergemål fra 5. maj 2017, at jordanske kvinder, som udgangspunkt tilkendes den daglige omsorg for barnet, men at barnets værge – hvilket sædvanligvis er faren – har det overordnede tilsyn med barnet. Herefter, og idet spørgsmålet om forældremyndighed er en familieretlig og ikke en asylretlig relevant problemstilling, er der ikke grundlag for med denne begrundelse at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om [datterens] tvangsægteskab til grund, idet forklaringen har været udbyggende og usandsynlig på en række centrale punkter, og derfor forekommer konstrueret til lejligheden. Ansøgeren forklarede således i oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016, at svigerfamilien truede hende med, at [datteren] skulle droppe ud af skolen for at blive gift uden at forklare nærmere detaljer herom. Ansøgeren forklarede i denne samtale, der varede fra kl. 09:30 til 15:40, at hun var udrejst på grund af forholdet til ægtefællen og hans familie og på grund af konflikten med ægtefællens kompagnon samt for at beskytte sine børn. Hun forklarede ikke, at der rent faktisk var truffet en afgørelse om, at [datteren] skulle giftes, hvem hun skulle giftes med og hvornår, eller om hvordan hun sammen med [datteren] havde planlagt flugten over godt et år ved at få ægtefællen til at tro, at hverken hun eller [datteren] modsatte sig ægteskabet længere og ved at overbevise ægtefællen om, at hendes søster i Danmark var alvorlig syg, og at det var derfor, hun ønskede at rejse til Danmark. Først i advokatindlægget og de senere samtaler har ansøgeren forklaret om disse væsentlige detaljer, selvom det var lige netop de konkretiserede planer om tvangsægteskabet, der var den direkte årsag til flugten. Henset til, at dette skulle være det helt centrale asylmotiv, er det ikke sandsynligt, at ansøgeren ikke fortalte herom allerede i forbindelse med den første samtale, hvor hun i generelle vendinger omtalte risikoen for tvangsægteskab, og at [datteren] risikerede at måtte opgive sin skole. Ansøgeren har forklaret, at det i hendes tidligere ægtefælles klan er en tradition, at piger kan indgå ægteskab fra de er fyldt 15 år, og det forekommer derfor mindre sandsynligt, at hun blev overrasket, da hun hørte om planerne for [datterens] ægteskab. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at ansøgerens ægtefælle på trods af sit traditionelle syn på kvinder lod ansøgeren rejse alene og tage alle fire børn med navnlig set i lyset af, at både ansøgeren og [datteren] først havde modsat sig ægteskabet, og at ægtefællen tilsyneladende var skeptisk og ville se en returbillet. Endelig er det ikke sandsynligt, at ægtefællen accepterede, at ansøgeren og børnene rejste til Danmark få måneder før det planlagte bryllup, så hverken ansøgeren eller [datteren] tog del i forberedelserne til brylluppet, der skulle stå i september og dermed samme måned, som ansøgeren og børnene skulle være tilbage i Jordan. Idet det nævnet ikke kan lægge ansøgerens forklaringer om konflikter med svigerfamilien, ægtefællen og om [datterens] tvangsægteskab til grund, kan nævnet heller ikke lægge til grund, at ansøgerens to mindreårige døtre ved en tilbagevenden til Jordan skulle være i risiko for at indgå tvangsægteskab. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Jordan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet
stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Jord/2019/3/HZC
