Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk perser fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter at blive fængslet eller henrettet af de iranske myndigheder, idet han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [foråret] 2016 talte med to venner om kristendommen, som han begyndte at få interesse for. Omkring en måned senere fik han, der var kritisk over for islam, tatoveret et kors på sin arm. Fra 2011 til 2016 var han ansat i den statsejede virksomhed [A], hvor han kontrollerede fortoldningen af varer og dels arbejdede på hovedkontoret i Teheran, dels og primært i [byen X], hvor han i forbindelse hermed boede på et værelse. I 2015 blev ansøgeren opmærksom på, at flere af firmaets importerede varer blev fortoldet for højt, og han forelagde oplysningerne for sin chef. I foråret 2016 blev ansøgeren i en periode på omkring ti dage indkaldt til tre afhøringer på Revolutionsgardens kontor i Teheran, hvor han blev afhørt om uregelmæssighederne i regnskaberne. Under afhøringerne gjorde afhøreren endvidere ansøgeren bekendt med, at myndighederne havde fundet dokumentation for, at ansøgeren var konverteret til kristendommen, hvilket ansøgeren benægtede. Ansøgeren blev forelagt noget kristent materiale i form af et hæfte og udskrifter fra internettet, som ansøgeren genkendte fra sit værelse i [byen X]. Ansøgeren blev endvidere anmodet om at tage sin skjorte af, idet myndighederne havde fået oplyst, at han havde fået tatoveret et kors på armen. Ved afslutningen af den tredje afhøring fik ansøgeren oplyst, at han ville blive indkaldt til en ny afhøring. Ansøgeren tog hjem og fortalte sine forældre, at han som følge af problemer var nødsaget til at forlade Iran. Han forlod Teheran og rejste til det nordlige Iran, hvor han i to måneder opholdt sig i en hytte i et skovområde nær Shahsavar. [I sommeren] 2016 udrejste ansøgeren af Iran. I Danmark fik ansøgeren tilknytning til [kirken Y] i Herning, hvor han blev døbt den [i efteråret] 2016. Ansøgeren har under sit ophold i Danmark deltaget i gudstjenester samt bibelundervisning, og han har været aktiv på sociale medier. Ansøgeren har endvidere deltaget i [et iransk tv-program], som sendes fra USA, hvor han har forklaret om sin konversion. Han er nu tilknyttet [kirken Z] på Vesterbro, hvor han går i kirke hver søndag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet vedrørende konflikten i Iran, herunder om konversionen i hjemlandet, til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren i sit asylansøgningsskema af [sommeren] 2016 – som indeholder en ikke helt kort redegørelse for ansøgerens flugt – ikke har omtalt, at han har været til tre afhøringer hos Revolutionsgarden og intet har oplyst om forløbet og indholdet af disse. Ansøgerens forklaring om, at han i skemaet ikke omtalte forløbet og indholdet af afhøringerne – uagtet at de var den direkte årsag til hans flugt – fordi han af de danske myndigheder havde fået oplyst, at han i skemaet skulle begrunde sin ansøgning om asyl meget kort og efterfølgende mundtligt skulle uddybe denne, findes ikke at kunne føre til, at nævnet kan se bort fra, at ansøgeren lod afhøringerne uomtalt i skemaet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren under asylsagens behandling har forklaret divergerende om, hvad der blev forelagt for ham under afhøringerne hos Revolutionsgarden. Han har således til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren 2016] forklaret, at han til første afhøring hos Revolutionsgarden alene blev forelagt ét fysisk stykke papir, som omhandlede kristendommen, og vist samme papir som elektronisk dokument på en computer. Til samtalen med styrelsen [i sommeren 2017] har han derimod forklaret, at han til første afhøring med Revolutionsgarden blev forelagt hæfter og undersøgelser om kristendommen, og at han senere blev forelagt et foto af sin tatovering, et hæfte om kristendommen, samt materiale om kristendommen, som han havde printet fra nettet. Ansøgeren har således hverken i asylansøgningsskemaet eller til oplysnings- og motivsamtalen omtalt, at myndighederne var i besiddelse af et foto af hans tatovering. For så vidt angår ansøgerens konversion til kristendommen i Danmark finder Flygtningenævnets flertal, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at konversionen er reel. Nævnet kan som anført ikke lægge til grund, at ansøgeren er konverteret til kristendommen forud for indrejsen i Danmark. Flygtningenævnet bemærker om ansøgerens tatovering, at det må anses usandsynligt, at ansøgeren risikerede at få denne lavet allerede en måned efter, at ansøgerens interesse for kristendommen var opstået, og hvor ansøgeren havde begrænset viden om kristendommen. Nævnet har ved vurderingen af, om konversionen er reel, tillige lagt vægt på ansøgerens forklaring om sin indre afklaringsproces og baggrund for at konvertere og ansøgerens forklaring om kristendommen under asylsagens behandling. Ansøgerens aktiviteter på sociale medier og deltagelse i et TV-program kan ikke føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/76/JEA
