Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Iran. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk perser fra Tehran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Iran frygter de iranske myndigheder, fordi han er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans interesse for kristendommen opstod, mens han var i Iran under Shahens tid. Ansøgeren talte om kristendommen med sin ven Nikola, som han også fik en bibel af. Efter Shahens fald talte han kun med sin søn, Kurush, om kristendommen. [I foråret] 2016 kom ansøgeren til Danmark for at besøge sine døtre. Efter han kom til Danmark, har han regelmæssigt været med sine døtre til gudstjenester. Hans døtre går i kirke næsten hver søndag. Under en af gudstjenesterne blev der lavet en videooptagelse, som ansøgeren var med på. Ansøgerens døtre fik efterfølgende at vide af nogle af deres venner, at de havde set, at videoen med bl.a. ansøgeren var blevet lagt på internettet. Ansøgeren søgte om asyl, fordi hans døtre sagde til ham, at han på grund af videoen ville være i fare, hvis han rejste tilbage til Iran. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han reelt er konverteret til kristendommen. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren ikke på en overbevisende måde har kunnet redegøre for sine refleksioner om baggrunden for konverteringen. Nævnet henviser endvidere til, at ansøgeren ikke har kunnet forklare om de kristne højtider, bortset fra påske og julen, eller i øvrigt kunnet oplyse nærmere om de kirkelige ritualer, selvom ansøgeren har forklaret, at hans interesse for kristendommen opstod for mange år siden, og at han har haft en bibel i Iran. Ansøgeren har også forklaret, at han bare gør, hvad døtrene siger, herunder om hans deltagelse i kirkelige aktiviteter. Nævnet kan heller ikke lægge til grund, at ansøgeren under en gudstjeneste er blevet optaget på en video, der angiveligt er lagt på internettet. Nævnet henviser til, at ansøgeren har forklaret divergerende om indholdet af optagelsen, idet han under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at hans døtre og hans svigersøn har fortalt, at de på internettet har set optagelsen, og at ansøgeren spiste brød og drak vin. Under asylsamtalen har ansøgeren derimod forklaret, at man ikke kan se, at han drikker vin på optagelsen, men at man kan se, at han står i kø for at komme til at drikke vin. Det er i øvrigt ansøgerens døtres venner, der har fortalt dette. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at den pågældende videooptagelse, der angiveligt er lagt på internettet, ikke har kunnet fremskaffes. Flygtningenævnet har ved vurderingen taget hensyn til, at ansøgeren er født i 1936, og at han har oplyst, at han ikke husker så godt. Nævnet finder ikke, at dette kan føre til en ændret vurdering. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Iran vil være i en individuel og konkret risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Iran/2019/61/FAM
