Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt et barn fra Iran. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk persere fra Teheran, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter, at de iranske myndigheder vil slå dem ihjel, fordi de er konverteret til kristendommen. Den kvindelige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hendes interesse for kristendommen begyndte i begyndelsen af 1990’erne, hvor hun havde en kristen veninde, der fortalte hende om kristendommen. Under besøg hos sin søster i Danmark i år 2000 blev hun hemmeligt døbt. I 2006 blev ansøgerne gift. Den mandlige ansøger har oplyst, at han i [foråret] 2009 konverterede til kristendommen, da han bad Jesus om hjælp med at få en bestemt ordre til sit firma og det lykkedes. Den mandlige ansøger har videre oplyst, at han i begyndelsen af 2014 mødte Omid. I [foråret] 2015 bad Omid den mandlige ansøger om at hjælp til at skjule to personer, som var konverteret til kristendommen. I slutningen af [foråret] 2015 deltog den mandlige ansøger i det første af et antal møder i Omids huskirke og blev [i efteråret] 2015 døbt. [I slutningen af] 2015 blev den mandlige ansøger opsøgt af de iranske myndigheder og ført til en kælder. Her blev han udsat for grove fysiske overgreb i flere timer. Han fik herefter lov at gå og tog efterfølgende på hospitalet, hvor han fik behandling. Efter tilbageholdelsen blev den mandlige ansøger opsøgt af de iranske myndigheder, der truede ham og sagde, at hvis de fandt ud af, at han var blevet kristen og havde udført aktiviteter med Omid, ville han blive slået ihjel. Ansøgerne besluttede sig herefter for at udrejse af Iran. Kort inden de udrejste af Iran, ringede Omids mor og spurgte efter Omid og dennes ægtefælle, som var forsvundet. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Iran risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af, at de er konverteret til kristendommen, idet ansøgerne ikke har kunnet sandsynliggøre, at deres konversion er udtryk for en indre overbevisning af religiøs karakter. Flygtningenævnet lægger herved indledningsvis til grund, at den kvindelige ansøger blev døbt i Danmark under et to måneders ophold hos hendes herboende søster i 2000, og at den præst, der forestod dåben, da fandt, at hun allerede vidste mere om kristendommen end mange medlemmer af folkekirken. Det fremgår endvidere af præstens erklæring, at han indledningsvis blev kontaktet af den kvindelige ansøgers herboende søster, som havde besøg af den kvindelige ansøger, der gerne ville døbes. Under nævnsmødet har den kvindelige ansøger imidlertid forklaret, at hun ikke drøftede religion med sin søster. Nævnet lægger videre til grund, at den kvindelige ansøger i de følgende 16 år har levet i Iran uden at opsøge kristne fællesskaber og uden at overholde kristne højtider, at hun er blevet gift med den mandlige ansøger, som var muslim, og at parrets søn ikke er opdraget i den kristne tro. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ingen af ansøgerne i asylansøgningsskemaerne har omtalt Omid, selvom han ifølge ansøgernes forklaringer spiller en central rolle for baggrunden for den mandlige ansøgers problemer. Hertil kommer, at ansøgernes generelle troværdighed er svækket af, at de på flere punkter har ændret detaljer i deres tidligere afgivne forklaringer, når de på ny er kommet til samtale, så deres forklaringer har fremstået ens. Endvidere er deres generelle troværdighed svækket af, at den kvindelige ansøger har ansøgt om Schengenvisum fra Teheran forud for, at den mandlige ansøgers problemer angivelig opstod. Det kan ikke ændre ved denne vurdering, at ansøgerne efter ankomsten til Danmark har deltaget i kristne aktiviteter og indgået i kristne fællesskaber, herunder at den mandlige ansøger er blevet døbt i Fjerritslev Frikirke i [efteråret] 2016. Det kan heller ikke ændre, at ansøgerne har oplyst, at de er aktive på internettet i forbindelse med kristne aktiviteter, idet det ikke er sandsynliggjort, at de som følge heraf skulle være eksponeret over for de iranske myndigheder. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
