Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak samt medfølgende barn. Indrejst i 2015. ”Ansøgeren er etnisk araber og er muslim af trosretning fra Share Salen, Dewania, Irak. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter forfølgelse i anledning af, at han i en årrække har virket som livvagt sin slægtning, [A], som han omtaler som sin fætter, og som var leder i en enhed for antikorruption. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter ægtefællen og stammen til den kvinde, som han har indledt et forhold til i Danmark. Ansøgeren har endelig henvist, at han frygter at blive slået ihjel af den irakiske stat, idet han har forladt sin stilling i hos politiet uden at få tilladelse hertil. Til støttet for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at han blev ansat som livvagt for [A] i 2008, hvor han blandt andet havde til opgave at køre [A] fra og til arbejde. På et ukendt tidspunkt modtog ansøgeren et trusselsbrev med patroner i. Herefter i 2013 blev ansøgerens private bil sprunget i luften. I 2015 blev ansøgerens brors bil sprunget i luften. Familien besluttede sig herefter at udrejse af Irak. I Danmark mødte ansøgeren en gift kvinde, [D], på asylcenteret, som han indledte et forhold til, og som han nu bor sammen. [D’s] ægtefælle rejste tilbage til Irak, hvorfra han i [efteråret] 2018 har taget kontakt til ansøgeren over Facebook og har truet ham. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af, at ansøgeren har været livvagt for [A]. Nævnet lægger således til grund, at ansøgeren har virket som livvagt for [A] i en periode, men nævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren som følge heraf er i risiko for personlig forfølgelse ved en tilbagevenden til Irak. Nævnet har herved lagt vægt på, at det udelukkende beror på ansøgerens egen formodning, at han skulle være i modsætning til nogen, idet han ikke har modtaget personlige trusler i hvert fald de sidste år før sin udrejse af Irak i 2015. Ansøgeren har endvidere forklaret afglidende og upræcist om de konkrete trusler og har alene – udover at henvise til én konkret sag vedrørende korruption for 9 mia. – henvist til det generelle trusselsbillede som følge af [A’s] virke. Hertil kommer, at ansøgeren genoptog sit arbejde og opholdt sig i Irak i flere måneder efter bilbomben i 2015, der var årsag til udrejsen. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb fra [H], der har været gift med [D], fordi ansøgeren i Danmark har indledt et forhold til [D]. Nævnet er bevidst om, at [D] i [foråret] 2017 er meddelt asyl i Danmark på grundlag af trusler fra [H] via Viber fremsat i [foråret] 2016, hvor ansøgeren også er omtalt, men nævnet lægger vægt på, at ansøgeren siden truslerne i [foråret] i 2016 alene har fået en henvendelse fra [H] i [efteråret] 2018, og at der ikke efterfølgende er fulgt op på denne henvendelse. Tilsvarende må det lægges til grund, at ansøgeren ikke er kommet i et modsætningsforhold til sin egen familie i Irak som følge af forholdet til [D], selvom han nu er blevet skilt fra sin hustru i Irak. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremstår bemærkelsesværdigt, at ansøgeren ikke kan forklare, hvordan en selfie taget af ansøgeren med hans telefon, og som viser ansøgeren og [D], er havnet hos en ukendt person i Irak, der angivelig har anvendt den til at presse [D] via hendes fætter. Endvidere kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Irak risikerer forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2, som følge af, at ansøgeren har forladt sin tjeneste i politiet. Nævnet har herved lagt vægt på, at det af baggrundsoplysningerne fremgår, at desertører i Irak ikke udsættes for en uforholdsmæssig hård straf, der kan begrunde asyl. Endelig finder Flygtningenævnet, at den generelle situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i området. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/48/TBP
