Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Irak. Indrejst i 1999.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Opholdstilladelsen er bortfaldet som følge af udvisning ved dom, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk araber og shia-muslim fra Nasiriyah, Dhi Qar, Irak. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Irak frygter de generelle forhold, herunder navnlig konflikten mellem sunni- og shiamuslimer, og at han herudover konkret frygter overgreb som følge af sin fars forhold, der førte til, at hans familie forlod Irak og tog ophold i Syrien inden klagerens fødsel. Klageren har oplyst, at hans viden om sin fars flugt fra Irak er begrænset, og at han aldrig har talt med sin familie herom. Han ved, at hans familie har været aktive i oprørshandlinger mod det tidligere styre og Saddam Hussein, og at hans familie er flygtet fra Irak af denne grund. Flygtningenævnet bemærker, at klagerens far [i efteråret] 1998 blev meddelt opholdstilladelse i medfør af den daværende udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de generelle forhold i hjemlandet. Flygtningenævnet finder ikke efter det af klageren oplyste, at denne har sandsynliggjort, at han er i konkret og individuel risiko som følge af den påberåbte konflikt, som faren har haft. Flygtningenævnet finder derfor, at det påberåbte asylmotiv ikke kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. For så vidt angår den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak, bemærker Flygtningenævnet, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i præmis 110 i sin afgørelse i J.K. and Others v. Sweden har vurderet, at den generelle sikkerhedsmæssige situation i Irak ikke er af en sådan karakter, at det kan antages, at der er en reel risiko for overgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 alene som følge af den blotte tilstedeværelse i landet. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at udlændingelovens § 31, stk. 1 og 2, ikke er til hinder for klagerens udsendelse til Irak. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Irak/2019/43/EMU
