Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Indonesien. Indrejst i 2014. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk aceh og sunni-muslim fra [landsby], [område], Padang Tiji, Indonesien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Indonesien frygter at blive afpresset, udsat for vold eller andre repressalier fra en ukendt oprørsgruppe, der ikke støtter fredsaftalen mellem Aceh og regeringen, idet gruppen formoder, at ansøgeren har mange penge efter at have opholdt sig i Europa. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv anført, at hendes far to gange er blevet opsøgt på bopælen af en oprørsgruppe. Første henvendelse fandt sted i [efteråret] 2016, mens den anden henvendelse fandt sted året efter. Oprørsgruppen spurgte ind til ansøgeren og oplyste, at de var bekendt med, at ansøgeren havde sendt penge til sin far fra Europa. Gruppen ønskede at modtage penge fra ansøgeren, således at de kunne købe våben i kampen for at gøre Aceh selvstændigt. De truede ansøgerens far med, at familien ville blive angrebet, såfremt ansøgeren ikke sendte penge. Ansøgeren frygter således repressalier fra oprørsgruppen, såfremt hun vender tilbage til Indonesien. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Indonesien risikerer forfølgelse eller overgreb fra ukendte grupper omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved for det første til grund, at ansøgeren efter sin egen forklaring ved en tilbagevenden til Indonesien ikke vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, idet der ikke er tale om, at hun vil være forfulgt som følge af grunde, der er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951. Endvidere kan nævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden er i asylbegrundende risiko omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, som følge af de ukendte mænds to opsøgninger af faderen i henholdsvis 2016 og 2017. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår utroværdig, fordi den på flere centrale punkter er divergerende. Således oplyste hun til oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2017, at de to mænd under den første opsøgning af faderen sagde, at ansøgeren skulle have penge med, hvis hun vendte tilbage til Indonesien. Til samtalen [i vinteren] 2018 har hun derimod forklaret, at de ukendte mænd under den første opsøgning bad hendes far om at få hende til at sende penge til familien i Indonesien. Det kan ikke ændre herved, at hun under nævnsmødet har forklaret, at mændene sagde begge dele. Nævnet har endvidere i vurderingen af ansøgerens generelle troværdighed lagt vægt på, at hun først indgav ansøgning om asyl [i vinteren] 2017 i forbindelse med politiets udrejsekontrol, efter at hun havde fået afslag på familiesammenføring, mens hun allerede i [efteråret] 2016 blev bekendt med, at faderen var blevet opsøgt første gang. Endelig finder Flygtningenævnet, at de generelle forhold i Indonesien, herunder Aceh, ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Indo/2019/1/CRT
