Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Etiopien. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk amhara og ortodoks kristen af trosretning fra Addis Ababa, Etiopien. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Etiopien frygter at blive slået ihjel af den etiopiske regering, fordi han har været medlem af partiet Unity for Democracy and Justice Party (UDJ). Ansøgeren har tillige henvist til de generelle forhold for etniske amharaer i Etiopien. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i forbindelse med valget i 2005 var med til at hænge politiske plakater op og uddelte brochure for partiet Kanijit. [I sommeren] 2006 blev ansøgeren anholdt af myndighederne og kørt til et fængsel, hvor han blev beskyldt for at være medlem af et ulovligt parti. Ansøgeren var tilbageholdt i 11 måneder og 14 dage. Under tilbageholdelsen blev ansøgeren udsat for tortur. [I sommeren] 2007 blev ansøgeren løsladt mod en kaution på 20.000 biir, og han fik i forbindelse med løsladelsen oplyst, at myndighederne ville holde øje med ham. Ansøgeren blev medlem af UDJ i 2009, og efter indmeldelsen fortsatte ansøgeren sine politiske aktiviteter, hvor han uddelte brochurer og hængte plakater op. Ansøgeren deltog ligeledes i partiets møder. Fra 2009 til 2013 blev ansøgeren anholdt af de etiopiske myndigheder adskillige gange, hvor han ofte var tilbageholdt to til tre dage ad gangen. Ansøgeren blev hver gang løsladt uden betingelser. Ansøgeren tog ophold hos en af sine kolleger, hvor han boede i et år og et par måneder. I [foråret] 2014 flyttede ansøgeren igen tilbage til sin egen bopæl, hvor han fik at vide, at myndighederne havde opsøgt hans bopæl. Mellem 2014 til 2016 blev ansøgeren opsøgt af myndighederne på sin bopæl, men han var ikke hjemme under opsøgningerne. [I sommeren] 2016 modtog ansøgeren et brev, hvori der stod, at han skulle anholdes, fordi han havde været politisk aktiv ved valget i 2014. Ansøgeren var ikke hjemme, da brevet blev afleveret. Ansøgeren udrejste af Etiopien [i efteråret] 2016 med gyldigt nationalitetspas isat visum til Danmark. Efter ansøgerens udrejse har myndighederne opsøgt ansøgerens bopæl flere gange. Første opsøgning skete i [i efteråret] 2016, hvor myndighederne spurgte ansøgerens mor og bror om, hvor ansøgeren opholdt sig. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på de samme forhold som er angivet i Udlændingestyrelsens afgørelse [fra efteråret] 2017. Hertil kommer, at ansøgeren for Flygtningenævnet har forklaret divergerende, afglidende og udbyggende på flere centrale punkter. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvornår og hvor mange skriftlige henvendelser han har fået fra myndighederne. Han har således i sit asylskema alene angivet, at han har modtaget et brev fra retten i 2005 (Etiopisk kalender), mens det af referatet fra samtalen i Udlændingestyrelsen [i efteråret] 2017 og af advokatindlægget fremgår, at ansøgeren har forklaret, at han modtog to tilsigelser, før han flyttede hen til sin kollega, [K]. Under sin forklaring for nævnet har ansøgeren forklaret, at han ikke modtog skriftlige tilsigelser, før han flyttede hen til [K]. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende og afglidende om, hvor hans mor har opholdt sig. Under sin samtale i Udlændingestyrelsen [i slutningen af] 2016 har han forklaret, at hans mor modtog en tilsigelse på bopælen, mens han for nævnet har forklaret, at hans mor det meste af tiden opholder sig i USA, og at hun ikke har haft kontakt med myndighederne i forbindelse med, at han her blevet opsøgt på bopælen. Han har endvidere forklaret divergerende, afglidende og utroværdigt om sin brug af ambassadens biler. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, hvorvidt der er blevet kautioneret for ham i forbindelse med en af tilbageholdelserne i perioden efter, at han blev løsladt den 2. juni 2007. Ansøgeren har således ikke forklaret herom forud for nævnsmødet. Efter en samlet vurdering finder nævnet således, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Etiopien vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Etio/2019/12/MGO