Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt et barn fra Armenien. Indrejst i 2009. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk armener og kristen fra […] Armenien. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har dog oplyst, at hun har deltaget i én demonstration til støtte for en oppositionspolitiker i 2008. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Armenien frygter, at hun og hendes søn vil blive slået ihjel af to ukendte personer, der har truet hende, fordi hendes far skyldte dem penge. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hun [primo] 2008 deltog i en demonstration […]. Under demonstrationen blev ansøgeren kontaktet af to ukendte mænd, der ønskede at vide, hvor hendes far opholdt sig, fordi han skyldte dem penge. Ansøgeren nægtede imidlertid at afgive oplysninger om sin far, hvorefter mændene forsøgte at trække hende ind i en bil. Ansøgerens kollegaer kom hende til undsætning, og det lykkedes dem at flygte fra de ukendte mænd. Ansøgeren har oplyst, at hun efter flugten tog ophold hos en skoleveninde. Ansøgeren var i telefonisk kontakt med sin far, som var i Spanien, der rådede hende til at forlade landet, fordi mændene havde skabt store problemer for ham. Cirka to måneder senere fik ansøgeren at vide, at ukendte personer flere gange havde ringet til hendes farmor for at høre, hvor hun og hendes far befandt sig. I [sommeren] 2008 udrejste ansøgeren fra Armenien til Spanien for at tage ophold hos sin far. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og utroværdigt på en række centrale punkter, og forklaringen fremstår derfor som konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har svækket sin generelle troværdighed ved oprindeligt at angive urigtig identitet og et helt andet asylmotiv, end det som hun nu gør gældende. Flygtningenævnet henviser herved til det, der er anført af Udlændingestyrelsen i afgørelsen [fra primo] 2018, idet bemærkes at ansøgeren først oplyste sin sande identitet efter ca. 8 år i Danmark og først efter flere gange af politiet at være blevet foreholdt, at politiet var af den opfattelse, at hun ikke havde oplyst sin rette identitet. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det er utroværdigt, at ansøgeren ikke kan oplyse navnene på de kolleger, der befriede hende fra de mænd, der i Armenien forsøgte at få hende ind i en bil. Flygtningenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret skiftende om, hvor hun opholdt sig i Tyskland, og at det er utroværdigt, at hun ikke kender navnet på manden i den familie, som hun ifølge sin forklaring for Flygtningenævnet boede hos et halvt år. Ansøgeren har heller ikke kunnet oplyse den pågældende families efternavn eller adresse. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Armenien vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. De sociale forhold i Armenien, og det forhold at ansøgeren og hendes søn nu har opholdt sig i Danmark i 9-10 år kan ikke føre til anden vurdering. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” arme/2019/2/thv
