Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2000 og 2011. Flygtningenævnet udtalte: Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk tadjik og sunni-muslim af trosretning fra [by], Maimana-provinsen, Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en eventuel tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af de afghanske myndigheder eller [MMs] familie. Klageren har til støtte for sit asylmotiv anført, at han har slået [MM] som følge af, at [MM] havde overfaldet klagerens ægtefælle. Klageren har endvidere anført, at [MMs] far, [GM], er meget magtfuld, idet han arbejder for efterretningstjenesten i Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge klagerens forklaring om konflikten med [MMs] familie til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at klageren på helt centrale punkter har forklaret divergerende, og at dette ikke kan forklares med den tid, der er forløbet siden hændelserne fandt sted, eller at ansøgeren under den seneste samtale med udlændingestyrelsen var psykisk presset på grund af frihedsberøvelsen. Klageren har således forklaret divergerende om bl.a., hvorvidt han vidste, at han kunne finde [MM] på fodboldbanen, hvorvidt klageren var i selskab med en ven, da han opsøgte [MM] på fodboldbanen, og hvorvidt [MM] erkendte at have begået et overgreb mod klagerens ægtefælle. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at klagerens konflikt med Taliban fandt sted i for omkring 20 år siden. Klageren har efterfølgende opholdt sig i Afghanistan i 5 år fra 2004 til 2009 uden at opleve problemer med Taliban. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at klageren ikke længere risikerer asylbegrundende overgreb eller behandling som følge af konflikten med Taliban. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 2, eller at han vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/94/MEG
