Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk sayed og shia-muslim fra landsbyen [X] i Helmand-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter en kommandant ved navn [A], der har slået ansøgeren. Ansøgeren har endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han har bygget bygninger for den afghanske regering. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for kommandant [A] oplyst, at han i 2012 og 2013 arbejdede for kommandant [A], mens han var ansat af den afghanske stat til at opføre statslige bygninger. Ansøgerens arbejde bestod i at udføre murerarbejde. Kommandant [A], der var tilknyttet det afghanske militær, nægtede dog at betale ansøgeren og slog ham, da han bad om betaling for sit arbejde, hvorfor ansøgeren stak af. Ansøgeren fandt herefter en anden arbejdsgiver, entreprenøren [B], der også arbejdede for de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte for sin frygt for Taliban oplyst, at hans søn i foråret 2013 og omkring samtidig med, at ansøgeren fik problemer med kommandant [A], blev kidnappet af Taliban. Dagen efter kidnapningen modtog ansøger et brev med et telefonnummer, ligesom det var anført i brevet, at ansøgeren skulle betale 60.000 amerikanske dollars. Ansøgeren ringede til telefonnummeret og fik at vide, at han skulle betale pengene for at få sin søn løsladt. Ansøgeren formåede at betale løsesummen og fik sin søn løsladt. Omkring et til to år efter kidnapningen af hans søn fik ansøgeren på et for ham ukendt tidspunkt at vide af Taliban, at han skulle stoppe sit arbejde for myndighederne. Da ansøgeren havde en stor familie at forsørge og derfor måtte fortsætte med at arbejde, kunne han ikke efterkomme kravet, hvorfor han fortsatte sit arbejde, hvorefter han blev kidnappet af Taliban. Ansøgeren blev tilbageholdt af gruppen i to måneder, i hvilken periode Taliban forsøgte at få ham til at udlevere telefonnummeret på entreprenøren [B]. Ansøgeren blev til sidst løsladt med hjælp fra nogle ældre, der arrangerede, at der blev betalt 100.000 amerikanske dollars til gruppen, så ansøgeren kunne blive løsladt. I forbindelse med løsladelsen skrev ansøgeren under på, at han ikke længere ville arbejde for myndighederne. Efter løsladelsen hørte ansøgeren ikke fra Taliban i halvandet til to år, hvorefter han på en for ham ukendt dato, hvor han var på hospitalet med sin søn, blev ringet op af sin nabo og fik at vide, at der havde været nogle bevæbnede mænd på hans bopæl, der havde ledt efter ham. Ansøgeren var overbevist om, at de pågældende mænd havde til hensigt at dræbe ham, hvorfor han sammen med sin søn tog fra hospitalet til Helmand, hvorfra de flygtede videre til Nimrouz og udrejste af Afghanistan. Ansøgerens hustru har efter ansøgerens ankomst til Danmark oplyst ham, at hun [i efteråret] 2016 blev opsøgt af Taliban, og at hun efter at være flyttet til Herat ikke har været opsøgt af gruppen, men at hun frygter det hver dag. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om sin baggrund for at søge asyl i Danmark har været så uklar, usammenhængende og usandsynlig, at den ikke kan lægges til grund. Nævnet har ved vurderingen af ansøgerens oplysninger været opmærksom på, at ansøgeren helt åbenbart har psykiske vanskeligheder og angiveligt svære hukommelsesproblemer. Ansøgeren har imidlertid forklaret helt usammenhængende og usandsynligt om sin tilbageholdelse af Taliban, herunder at Taliban tilbageholdt ham som følge af, at han nægtede at udlevere telefonnummeret på en bestemt entreprenør, og at Taliban lod ham beholde sin telefon under hele tilbageholdelsen. Han har tillige forklaret noget forskelligt om, hvorvidt hans søn tidligere var blevet tilbageholdt af Taliban, ligesom ansøgerens forklaring om, hvordan han skaffede 60.000 USD i 2013 i forbindelse med sin søns tilbageholdelse, og 100.000 USD i 2015 i forbindelse med sin egen tilbageholdelse har været helt usammenhængende og usandsynlig. Endelig har ansøgeren forklaret forskelligt om den episode, hvor hans bopæl blev opsøgt 1½ til 2 år efter hans tilbageholdelse, idet han har afgivet skiftende forklaringer om, hvorvidt naboen tale med Taliban eller ej. Efter en samlet vurdering heraf finder nævnet således, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller asylbegrundende overgreb fra Talibans side som følge af nogen individuel konflikt. Heller ikke ansøgerens forklaring om en konflikt med en kommandant kan begrunde, at ansøgeren meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Nævnet har herved lagt vægt på, at den angivelige konflikt fandt sted i 2012/2013, og at konflikten må anses for afsluttet. Herefter, og da heller ikke de generelle forhold i Afghanistan kan føre til en anden vurdering, finder nævnet, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/93/JAH
