afgh201992

Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni muslim fra [A], [B], [C], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban, idet de har dræbt hans far og lillebror. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede i den afghanske hær fra 2009 til 2015, hvor han blev dræbt. En aften i 2015 blev ansøgerens forældres bopæl opsøgt af en gruppe personer fra Taliban, som bankede på døren til bopælen.  Ansøgeren åbnede døren, og Taliban slog ham. Ansøgerens mor kom til døren, og Taliban spurgte efter ansøgerens far. Ansøgerens mor sagde til dem, at ansøgerens far ikke var hjemme. Talebanerne sagde herefter til dem, at ansøgerens far skulle stoppe sit arbejde for det afghanske militær, og at det ellers ville koste familien dyrt. Omkring en måned senere blev familiens bopæl opsøgt af Taliban igen. Taliban sagde, at de vidste, at ansøgerens far fortsat arbejdede for det afghanske militær, og at han skulle stoppe med det ellers ville det få konsekvenser for familien. To måneder senere blev ansøgerens far og bror dræbt af Taliban mens ansøgeren var hos sin faster. Da ansøgeren, ansøgerens søster og faster ankom til bopælen, kunne de se, at ansøgerens far og lillebror var døde. Ansøgeren besvimede og blev kørt til hospitalet, hvor han var i to dage. Omkring 15 dage efter drabet på ansøgerens far og bror, opsøgte Taliban igen familiens bopæl. Ansøgerens mor så gennem et hul i døren, at det var Taliban, hvorefter hun skyndte sig ind på bopælen og sagde til ansøgeren, at han skulle gemme sig, inden hun åbnede døren. Ansøgeren gemte sig herefter i noget hø, og Taliban fandt ham derfor ikke, da de ransagede bopælen. Dagen efter flyttede ansøgeren, ansøgerens mor og ansøgerens søster hen til ansøgerens morbror. Da de havde været hos ansøgerens morbror i 15 dage, sad ansøgerens mor og morbrorens ægtefælle ved floden, da personer fra Taliban henvendte sig til ansøgerens mor. Taliban kunne genkende ansøgerens mor, og de spurgte hende, hvad hun lavede der. Ansøgerens mor svarede, at hun var på besøg hos sin bror, hvorefter Taliban spurgte efter ansøgeren. Ansøgerens mor svarede, at hun ikke kendte til ansøgerens opholdssted, hvorefter de slog hende. Dagen efter begyndte ansøgeren udrejsen af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge nogen dele af ansøgerens forklaring om hans asylmotiv til grund, idet ansøgeren har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring fremstår påfaldende, usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren intet har kunnet oplyse om sin far, herunder om farens beskæftigelse forud for, at faren angiveligt kom i nationalhæren, hvor ansøgeren var 13-14 år, og for farens militære rang, stilling eller arbejdsopgaver. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren var 18-19 år, da ansøgerens far angiveligt blev dræbt. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at faren ikke ville reagere på trusler i to omgange fra Taliban mod faren og familien, herunder at Taliban ville komme og dræbe faren. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om de angivelige drab på ansøgerens far og bror forekommer påfaldende, og at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvad han foretog sig, da han fik besked om de angivelige drab. Til oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at han var ude at lege, da han så fasteren græde og løbe, at ansøgeren og søsteren løb efter hende, og da de kom frem til deres bopæl var der samlet mange fra landsbyen foran deres bopæl, hvorefter ansøgeren kunne se, at hans far og bror var dræbt. Til asylsamtalen [i sommeren] 2017 har ansøgeren forklaret, at han først opdagede, at hans far og lillebror var blevet slået ihjel, da han vågnede dagen efter, da de skulle gå hjem til ansøgers bopæl igen, hvor hans faster græd og de gik til ansøgers bopæl, hvor han så, at hans far og lillebror var døde. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at familien, herunder ansøger, blev på bopælen i ca. 15 dage, efter at faren og lillebroren angiveligt var dræbt af Taliban, og at da de tog væk fra bopælen, tog hen til morbroren, hvis bopæl kun lå 1 times gang derfra. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at det forekommer påfaldende, at Taliban ikke eftersøgte ansøgeren, da de tog kontakt til ansøgerens mor, da hun var ved floden hos ansøgerens morbror. Flygtningenævnet finder således efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved sin tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/92/snd