Nævnet stadfæstede i maj 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og oprindeligt shiamuslim fra Jaghuri, Afghanistan. Ansøgeren angiver at være konverteret til kristendommen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har tidligere under sagen som asylmotiv henvist til, at hun frygter en person ved navn Khan, som vil bruge hendes bror [M] som selvmordsbomber. Ansøgeren har desuden tidligere henvist til, at hun frygter to mænd, som hun har mødt ved grænseovergangen i Nimrouz, og som voldtog hende. Ansøgeren har under mødet i Flygtningenævnet oplyst, at hun blandt andet grundet en voldtægt, hun var udsat for, nu frygter de generelle forhold i Afghanistan for hende som enlig kvinde og som hazara. Endelig har ansøgeren henvist til, at hun er konverteret til kristendommen efter sin indrejse i Danmark. Ansøgeren har fremlagt dokumentation på, at hun er blevet døbt [i sommeren] 2016 i [en kirke]. Flygtningenævnet bemærker som anført ovenfor, at ansøgeren tidligere har henvist til sin bror [M’s] konflikt med en mand ved navn Khan som asylmotiv. Flygtningenævnet har ved to afgørelser – senest [dato for afgørelse] – tilsidesat [M’s] forklaring herom, og ansøgeren har da heller ikke for Flygtningenævnet fastholdt dette som en del af sit asylmotiv. Ansøgeren har for Flygtningenævnet heller ikke henvist til, at hun frygter to mænd, som hun har mødt ved grænseovergangen i Nimrouz, og som voldtog hende. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om at have været udsat for en voldtægt til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret troværdigt og detaljeret herom. Flygtningenævnet finder imidlertid, at dette i sig selv ikke kan føre til, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er grundlag for at antage, at ansøgeren af denne grund på ny vil blive udsat for et lignende overgreb. Flygtningenævnet finder endvidere, at de generelle forhold i Afghanistan – herunder for enlige kvinder og personer af hazara etnicitet – ikke er af en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde, at ansøgeren meddeles asyl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at hun er konverteret til kristendommen, til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det er påfaldende, at både ansøgeren og hendes mor og søster - der alle har oplyst ikke at have været særligt troende som shiamuslimer – skulle være konverteret til kristendommen, og at det er påfaldende, at interessen for kristendommen i alt væsentligt opstod ganske kort tid efter deres indrejse i Danmark. Flygtningenævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren selv efter tre år at have modtaget undervisning i kristendommen og deltaget i gudstjenester m.v. alene har et overfladisk og begrænset kendskab til kristendommen, ligesom hun ikke har kunnet redegøre nærmere for sine refleksioner og bevæggrunde for at konvertere til kristendommen. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at konversionen ikke er reel. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/82/HZC
