Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadsjik fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han er konverteret fra islam til kristendommen. Ansøgeren har dog til sin advokat før mødet i Flygtningenævnet oplyst, at han i dag ikke anser sig selv for hverken kristent eller muslimsk troende. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin tidligere nabo og den kriminelle gruppe, der bortførte ham i sommeren 2006. Ansøgeren blev holdt fanget af gruppen i 15 dage, inden det lykkedes ham at flygte. Efterfølgende i samme år blev ansøgerens families bil brændt af, og der blev også kastet sten mod familiens bopæl. Ansøgeren formoder, at det var personer med relation til naboen eller den kriminelle gruppe, der udførte handlingerne. Ansøgeren frygter endvidere en gruppe mænd, han ikke havde set før, der i [starten af] 2010 overfaldt ham ved universitetet i Kabul. Ansøgeren frygter derudover Taliban, som holdt ham fanget i et år. Ansøgeren blev bortført af en kriminel gruppe i [foråret] 2010, der overdrog ham til Taliban. Taliban holdt ansøgeren fanget indtil [foråret] 2011, hvor han blev befriet af styrker fra den afghanske hær. Ansøgeren frygter også at blive slået ihjel i Afghanistan, da han er konverteret til kristendommen, og da han ikke ønsker at praktisere islam ved en tilbagevenden til Afghanistan. Ansøgeren har hertil oplyst, at han i slutningen af 2009 havde besøg af sin fasters søn, [S]. [S] fortalte ansøgeren om den kristne tro, og de så filmen The Passion of the Christ sammen. Ansøgeren begyndte herefter at anse sig selv som værende kristen. I sommeren 2011 flyttede ansøgeren til Allahabad i Indien, hvor han boede frem til [starten af] 2016. Mens ansøgeren boede i Indien, læste han i Biblen på internettet, men gik ikke i kirke. Han forsøgte omkring 10 gange forgæves at komme ind i en kirke for at føle sig nærmere Gud og for at blive døbt. Ansøgeren tog herefter tilbage til Afghanistan i omkring en måned for at besøge sin syge far, inden han i [foråret] 2016 udrejste af Afghanistan. Ansøgeren indrejste i Danmark og søgte om asyl [i sommeren] 2016, og han blev døbt [i efteråret] 2016 i [en kirke] i [Midtjylland]. Efter dåben gik ansøgeren til gudstjeneste i [den kirke, han blev døbt i] en gang om ugen. I [efteråret] 2016 blev ansøgeren flyttet til Frederikshavn, hvor han gik til gudstjeneste om søndagen og deltog i andre arrangementer i kirken tirsdage og torsdage. I [foråret] 2017 flyttede ansøgeren til [et asylcenter i Nordjylland], hvor han ikke har gået til gudstjeneste, da han – så vidt, han ved – ikke bliver afholdt gudstjeneste i nogen kirker i [byen, hvor asylcentret ligger]. Ansøgerens forældre og søskende er bekendt med, at ansøgeren er konverteret til kristendommen. Ansøgeren har oplyst, at han flere gange efter sin udrejse er blevet kontaktet af folk fra Afghanistan, som siger, at de vil slå ham ihjel, når han kommer tilbage til Afghanistan, men han ved dog ikke, hvem personerne er. Ansøgeren formoder, at det er personer med tilknytning til naboen, der kontakter ham. Flygtningenævnet lægger i lighed med Udlændingestyrelsen ansøgerens forklaring om sine konflikter i Afghanistan i perioden 2006-2011 til grund, og Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold har en sådan aktualitet, at de i sig selv indebærer, at ansøgeren i dag risikerer asylbegrundende forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på blandt andet, at ansøgerens familie har kunnet opholde sig i Afghanistan og fortsat opholder sig i Herat. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren selv har kunnet vende tilbage til Afghanistan fra Indien og har kunnet opholde sig der i en måned frem til sin udrejse i [foråret] 2016, uden at han har været udsat for asylbegrundende overgreb. Flygtningenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at ansøgeren har modtaget trusler efter sin udrejse fra Afghanistan. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren nærmere ikke har kunnet konkretisere, hvem der har truet ham, men at det alene beror på hans formodning, at det kan være personer med tilknytning til hans tidligere nabo, som har fremsat trusler. Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens konversion til kristendommen er reel. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har oplyst at være blevet interesseret i kristendommen i 2009, efter at have set filmen The Passion of the Christ sammen med sin fætter. Herefter flyttede ansøgeren til Indien, hvor han opholdt sig i omkring fire år som studerende, og hvor han selv studerede kristendommen, men hvor han ikke gik i kirke, da han ikke kunne finde nogle kirker i det område, han boede i. Flygtningenævnet finder ansøgerens forklaring om, at han ikke kunne finde nogen kirker i området utroværdig, idet der findes flere store kirker i det område, hvor ansøgeren efter sin forklaring boede og færdedes. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at ansøgeren blev døbt [i efteråret] 2016 uden at have deltaget i nogen form for dåbsforberedelse, og at ansøgeren efter sin egen forklaring ikke har deltaget i nogen gudstjenester, mens han opholdt sig på [et asylcenter i Nordjylland]. Flygtningenævnet finder at måtte tilsidesætte ansøgerens forklaring om, at der ikke var nogen gudstjenester i nogen kirker i [byen, hvor asylcentret ligger], og at dette var grunden til, at han ikke deltog i gudstjenester. Det forhold, at den præst, der døbte ansøgeren, var overbevist om, at ansøgerens konversion var reel, findes ikke at ændre herved, set i lyset af, at ansøgeren efterfølgende har oplyst ikke længere at være kristen. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om dåben fremstår usammenhængende, idet ansøgeren ikke har kunnet huske hverken datoen for dåben eller hvem, der døbte ham. Samtidig har ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen oplyst, at han var sunni-muslim. Til asylsamtalen har ansøgeren oplyst at være protestant på trods af, at han er blevet døbt i en kirke med tilknytning til Pinsebevægelsen. Yderligere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at det fremgår af en indberetning [fra 2018] fra [en højskole], hvor ansøgeren har gået, at ansøgeren efter et ophold hos sin herboende bror ønskede at afslutte sit ophold på højskolen før tid, fordi han ikke længere ønskede at være kristen. Det fremgår af indberetningen fra [højskolen], at højskolen havde observeret en markant ændring i adfærd hos ansøgeren, idet han var blevet mere konfrontatorisk i forhold til muslimer versus kristne, høj stemmeføring, intens, agiterende og lettere truende adfærd. Ansøgeren var gået fra at være meget kristen til at være meget muslimsk. Flygtningenævnet finder på denne baggrund ikke at kunne lægge vægt på ansøgerens forklaring til sin advokat om, at han i dag ikke længere er muslim. Flygtningenævnet finder endvidere ikke, at selve det forhold, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan i givet fald måtte undlade at praktisere islam, i sig selv vil indebære en risiko for ham. Flygtningenævnet finder derfor ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/77/MGO
