Nævnet stadfæstede i april 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt fem børn fra Afghanistan. Indrejst i 2017. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtuner og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen Poshtai, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til sin ægtefælles konflikt i hjemlandet herunder, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter […]-grenen og Taliban, idet de anså ægtefællen for en spion. […]-grenen har en tilknytning til Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at familiens bopæl en til to gange blev opsøgt af personer fra Taliban, og at ansøgeren i den forbindelse blev truet på livet. Enten gennem et brev eller mundtligt beordrede Taliban ansøgerens ægtefælle om at møde Taliban. Taliban beordrede også, at ægtefællen skulle medbringe sine børn. Taliban var konstant efter familien, derfor udrejste ansøgeren og hendes familie af Afghanistan. Ansøgeren indrejste i Danmark [dato] oktober 2017 sammen med sin ægtefælle, [A] og deres fire børn, og indgav ansøgning om asyl den samme dag. Udlændingestyrelsen har i 2017 meddelt ansøgeren normalprocedure. Ved afgørelsen af [dato] november 2018 har Udlændingestyrelsen vurderet, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3. Udlændingestyrelsen har ved behandlingen af ansøgerens ansøgning om asyl vurderet, om hun har opnået beskyttelse i et andet land, eller om hun har nær tilknytning til et andet land, hvor hun må antages at kunne opnå beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Udlændingestyrelsen har vurderet, at ansøgeren i kraft af sin ægtefælles opholdstilladelse, har en sådan nær tilknytning til Italien, og at hun og deres fem børn må antages at kunne opnå beskyttelse i Italien. Udlændingestyrelsen har derfor ikke taget stilling til, om ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå asyl i Danmark, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4, 2. pkt. De italienske myndigheder har [i] oktober 2018 oplyst, at ansøgerens ægtefælle, [A], har opnået subsidiær beskyttelse i Italien, og at hans opholdstilladelse er gyldig til den [dato] september 2019. Ansøgeren og hendes børn vil i Italien være beskyttet mod refoulement. Den mandlige ansøger har tidligere opholdt sig i Italien i en længere periode, idet han fik opholdstilladelse i Italien den [dato] september 2011 med gyldighed til den [dato] september 2014, og han fik i 2014 opholdstilladelsen forlænget med gyldighed som ovenfor anført. Ansøgerens ægtefælle havde, mens han opholdt sig i Italien, i et vist omfang arbejde, adgang til bolig, om end denne var sparsom, og adgang til tre daglige måltider. Efter Flygtningenævnets baggrundsoplysninger, bilag 91/92, er familiegrupper, hvoraf den ene af forældrene har opnået subsidiær beskyttelse, fortsat omfattet af Sprar-programmet. Herefter og efter Flygtningenævnets øvrige baggrundsoplysninger, finder Flygtningenævnet, at ansøgerens og børnenes personlige integritet og sikkerhed vil være beskyttet, og at hun og børnene i Italien vil kunne opnå tilstrækkelige økonomiske og sociale vilkår, herunder med adgang til sundhedsbehandling. Ansøgeren har som følge af ægtefællens opholdstilladelse og dennes længerevarende ophold i Italien en nær tilknytning til Italien. Efter forarbejderne til udlændingelovens § 7, stk. 4 skal der ikke på forhånd indhentes tilkendegivelse fra Italien om, hvorvidt landet vil tillade ansøgeren og børnene indrejse og ophold, men det skal vurderes, om det er sandsynligt, at ansøgeren og børnene vil kunne tillades indrejse og ophold. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren og børnene må antages at kunne opnå beskyttelse i Italien, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4. Flygtningenævnet har samtidig truffet afgørelse om, at ansøgerens ægtefælles ansøgning om asyl afvises, jf. udlændingelovens § 29 b. Flygtningenævnet finder derfor, at Italien kan tjene som første asylland for ansøgeren og hendes fem børn. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2019/67/SME
