Nævnet stadfæstede i marts 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk pashtun og sunni muslim fra [en landsby i] Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter de afghanske myndigheder, idet han er mistænkt for at have samarbejdet med Taleban og for at have slået sin tidligere forretningspartner, [E], ihjel. Ansøgeren har videre henvist til, at han frygter Taleban, idet de mistænker ham for at have angivet et medlem af Taleban til de afghanske myndigheder. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han havde en forretning i bazaren i [landsbyen], hvor han en formiddag omkring [foråret] 2015 gav en kunde tilladelse til at efterlade to gasbeholdere i forretningen i et par timer. Ansøgeren tog hjem fra forretningen klokken 13, hvorefter hans forretningspartner, [E], overtog pasningen af deres forretning. Samme eftermiddag kom ansøgerens farbrors søn, [G], hjem til ansøgeren i [landsbyen B] og fortalte, at han havde set, at det afghanske politi havde taget de to gasbeholdere med fra butikken, og at både [E] og personen, som havde efterladt de to gasbeholdere, var blevet anholdt. Ansøgeren tog derefter ophold hos sine svigerforældre. Dagen efter fortalte [G], at han havde talt med [E], der var blevet løsladt. Han havde fortalt, at der havde været sprængstof i de to gasbeholdere, og at ansøgeren ikke kunne overbevise myndighederne om, at han ikke kendte til indholdet af beholderne. Tre dage efter [E] blev anholdt, fortalte [G], at han var blevet slået ihjel. Omkring to dage derefter fik ansøgeren af sin ægtefælle og mor at vide, at talebanere havde ransaget hans bopæl. De ville tale med ansøgeren, fordi de mente, at han havde angivet personen, der havde placeret beholderne, til myndighederne. Ansøgeren udrejste af Afghanistan omkring en uge efter [E] blev anholdt. Han fik efterfølgende at vide, at Taleban har opsøgt og ransaget hans bopæl. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring forekommer usandsynlig. Det forekommer således usandsynligt, at en person, der var i besiddelse af sprængstof, ville efterlade dette hos ansøgeren, som han angiveligt ikke kendte, med risiko for at det ville blive opdaget. Endvidere forekommer det usandsynligt, at ansøgeren ville blive gjort ansvarlig for sprængstoffet af myndighederne, når henses til at den person, der havde haft sprængstoffet med, var blevet anholdt. Ansøgeren har da også vedrørende dette alene henvist til formodninger fremsat af hans familiemedlemmer, da han ikke selv har haft nogen kontakt med myndighederne i anledning af fundet af sprængstoffet. Som anført af Udlændingestyrelsen er det ligeledes usandsynligt, at ansøgerens forretningspartner, [E], skulle være bekendt med hvilken forklaring den person, der havde medbragt sprængstoffet, havde afgivet til myndighederne. Flygtningenævnet må derfor i det hele tilsidesætte ansøgerens forklaring om hans asylmotiv som konstrueret til lejligheden. Ovenstående må også ses i lyset af, at ansøgerens generelle troværdighed af andre årsager må betragtes som i væsentlig grad svækket. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har oplyst at komme fra landsbyen [B] i [en provins], hvilket tilsvarende er oplyst af asylansøgeren [A]. Ved asylsamtalen af [efteråret] 2017 har ansøgeren herom forklaret, at [B] er en ganske lille by med 60 til 70 huse. De pågældende er endvidere indrejst i Grækenland på samme sted (Chios) og samme dag. De har endvidere efter deres forklaringer haft butik i samme bazar. Ikke desto mindre benægter ansøgeren at kende [A]. Ansøgeren har desuden undladt at medvirke behørigt til sagens oplysning. Han har således ved sin asylsamtale af [efteråret] 2017 oplyst, at han ikke kendte eller kunne huske koden til sin mobiltelefon. Ansøgeren oplyste således til asylsamtalen side 6/18, at han ikke kunne huske koden, at han normalt ikke låste telefonen, og at det i øvrigt ikke var hans telefon. Han oplyste, at [M] kendte koden, men at han ikke kunne komme i forbindelse med denne, da [M]s telefonnummer befandt sig på telefonen, som ikke kunne låses op. Han tilbød herefter at fremskaffe koden efterfølgende, hvilket angiveligt ikke kunne lade sig gøre. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens adfærd i denne forbindelse bærer tydeligt præg af, at ansøgeren ikke ønsker at medvirke til sagens oplysning, hvilken han efter udlændingelovens § 40, stk. 1 har pligt til. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil være i en risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2019/55/mme
